”Hver dag tænker vi på dem, der er blevet kidnappet”

Et halvt år efter flugten fra Sinjar lever mange af Iraks fordrevne stadig under usikre forhold. Minderne om deres dræbte kære og kampen for at overleve præger hverdagen.Amal fortæller sin historie med rolig stemme og et genert glimt i øjet. Den 20-årige kvinde er sammen med sin familie flygtet fra sit hjem i Nordirak nær Sinjar-bjerget og har i næsten et halvt år boet i en lille landsby i de kurdiske bjerge i Nordirak. ”Min onkels familie kom her før os, og de var her, mens vi var på bjerget. Efter vejen blev åbnet fra bjerget, ringede vi til min onkel, og han foreslog, at vi tog herhen,” fortæller hun.
Lillebror med handicap
De lokale beboere i landsbyen har overladt nogle af husene til Amals familie, men husene er faldefærdige, og de ankomne familier har været nødt til at dække hullerne med plastic. ”Hvis ikke Mission Øst delte ud her, ville vi ikke få nogen hjælp,” forklarer hun. Amal og hendes familie har imidlertid et andet problem: Amals 10-årige lillebror har et svært handicap, som gør, at han har brug for ekstra meget opmærksomhed og omsorg. Og hvis han eller nogle af de andre bliver syge, ved familien ikke, hvad de skal gøre. ”Der er hverken læger eller nogen form for medicinsk hjælp her,” forklarer Amal.
Nabosønnen dræbt
Familien forsøger at komme på afstand af de tunge minder gennem daglige gøremål som at samle brænde og lave mad, men ikke én dag går, uden at de tænker på de mennesker, der er blevet bortført, og i nogle tilfælde dræbt, af IS. ”En af mine naboer hed Ziad Moju, han var min ven. Han og hans far blev bortført og dræbt af IS. Jeg husker, hvordan vi tit besøgte hinanden og tog til bryllupsfester sammen,” fortæller Amal med tårer i øjnene.
Stak af fra Islamisk Stat
Der er dog også lyspunkter: ”For tre dage siden var der nogen af vores gamle naboer, som stak af fra IS. Vi blev meget glade for nyheden,” siger Amal. Det lykkedes de flygtende at komme til Kurdistan, hvor de besøgte Amals familie. ”De fortalte om, hvor hårdt, det havde været: IS-folkene voldtog deres piger, dræbte deres mænd og trænede børnene til at kæmpe med dem,” fortæller hun. ”Jeg er  så glad for at være i sikkerhed med min familie, og at ingen af dem blev kidnappet. Men det er også det eneste at glæde sig over,” slutter hun.