Af Svend Løbner 7. mar 2022 |

Forfulgte yazidikvinder udstiller malerier i Humlebæk

Fredag den 11. marts og resten af måneden vises en særlig udstilling på KulturStationen i Humlebæk. Malerierne er udført af kvinder fra det forfulgte irakiske mindretal yazidierne.

En kvinde er hængt op og bundet af et reb. En anden kvinde søger at komme fri af kæder fra en sky på himlen. Endnu en kvinde med en bestemt mine siger STOP!

Det er blot nogle af de hjerteskærende motiver i en ny udstilling af billeder, som er tegnet og malet af yazidikvinder fra Irak. Ved at male og tegne som del af Mission Østs traumebehandling i Irak får kvinderne sat begreber på de uhyrlige overgreb, de har oplevet, mens de var fanget som sexslaver af Islamisk Stat.

”Billeder siger mere end det skrevne ord. Disse malerier fortæller en historie og videregiver en indsigt, man ellers ikke havde fået,” siger Lisbeth Valentin Hansen, formand for KulturStationen i Humlebæk.

Hun tilføjer:

”De er udtryk for et forsvar mod den ondskab disse kvinder har været udsat for og de er en stærk stemme for lighed og frihed. Det er et budskab vi gerne vil oplyse om og lægge navn til!”

Malerierne kan ses på KulturStationen i Humlebæk fra 11. marts – 1. april 2022. Det ligger i Humlebæk Center 44 lige ved stationen og har åbent hver weekend fredag kl.14-17 og lørdag-søndag kl.11-15. Alle er velkomne til fernisering fredag den 11. marts kl. 15.

Stor angst og smerte

Eksperter i kunst og traumebehandling udtaler om yazidikvindernes malerier:

”Malerierne udtrykker vold og mangel på kontrol over egen krop. Jeg ser afmagt. Kvinderne er afkræftede, udmattede, magtesløse. Præcis som jeg oplever det hos mine klienter.”

Naderah Parwani, psykolog og ekspert i traumebehandling af flygtninge med PTSD.

”Genoplevelse af et traume vækker stor angst og smerte. Når de kunstneriske medier anvendes som det sprog, der kan erstatte talen, folder oplevelserne sig ud, og den enkelte bliver set og hørt.”

Kis Henriksen, kunstterapeut med erfaring fra overlevende efter borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina.

”Det er stærkt at opleve kvinder som midt i ulighed og social kontrol har fundet et sted i sig selv, hvor de har meldt sig ud af det patriarkalske. De er kommet frem til en værdighed, der gør, at de ikke lader sig trække ned.”

Karsten Auerbach, billedkunstner med erfaring fra kunstterapi på Odense Universitetshospital.

Nyheder fra Irak

Ingen tilgængelige nyheder.