En tidlig morgen måtte Ade og hendes børn flygte fra deres hjem i Sinjar og lægge alt bag sig. Livet som fordrevet i Nordirak er fortvivlende hårdt, men på Mission Østs center får hun chancen for en ny begyndelse.Af Mev Bardiqi og Azad Rasho, nødhjælpsarbejdere i Irak.
“Andre yezidier har begået selvmord, fordi de er så fortvivlede over deres situation. Men jeg vil gerne gå i skole,” siger Ade, en kvinde på 35 år, der lever med sin familie i en ufærdig bygning i Nordirak. Her har de boet, siden de sidste år måtte flygte fra deres hjem, da Islamisk Stat indtog byen Sinjar. Bygningens døre og vinduer er dækket med tæpper for at holde kulden ude. På det bare gulv sidder familien på hynder, de har fået gennem nødhjælp.
“Vi havde et godt liv”
“Vi havde en gård og dyrkede vores egne grøntsager. Vi havde et godt liv. Men en dag klokken otte om morgenen, da vi lå og sov, kom vores mænd og sagde, at vi skulle tage afsted nu. Vi lod alle vores ejendele bag os,” fortæller hun. “Jeg er ikke lykkelig her. Min mand kan ikke finde arbejde, og jeg savner mine gamle naboer og slægtninge,” siger Ade grædende.
At høre til
På trods af den ulykkelige situation, bryder der alligevel et smil frem på Ades ansigt, da hun fortæller om det fællesskab, hun møder på Mission Østs center for fordrevne. Her er hun begyndt at komme, efter at centret blev etableret i sommer.
“Der kan jeg tage hen og tale med andre kvinder. Det får mig til at føle, at jeg hører til et sted. Det er så dejligt at få nye venner.”
Søn med handicap
To af Ades døtre kommer også på centrets børnevenlige område. Her har de lært om hygiejne, og efter at de er begyndt at komme på centret, har de også lært at hjælpe til med opvasken. Og Ade har brug for hjælpen, da en af hendes sønner har et svært handicap og kræver meget pleje.
“Jeg lider her, fordi jeg må kigge efter min søn og har svært ved at sove. Der er mange søvnløse nætter. Men når jeg tager hen i centret, er jeg glad, fordi jeg glemmer alle de dårlige ting, mens jeg er der. Jeg er også glad for, at mine to piger kommer der.”
Et gammelt ønske
Centret giver ikke kun Ade nye venner og et afbræk i en trist hverdag. Hun får også et gammelt ønske opfyldt. “Som barn drømte jeg altid om at læse og skrive, men jeg har ikke gået i skole. Nu kan jeg skrive nogle ord.” Centret tilbyder nemlig uddannelse i læsning og skrivning til fordrevne kvinder. Ade begynder stolt at sige alfabetet højt.
“Tak, og Gud velsigne jer! Meget af det, der gør mig glad, kommer fra jer,” slutter hun.