Af Svend Løbner 27. sep 2019 |

’Giv mindretal håbet tilbage’

Kim Hartzner talte til ledere for den mellemøstlige satellit tv-station SAT-7: Vi må alle tage os sammen. Gøre en ekstra indsats for religiøse mindretal, der må flygte. Ellers mister de håbet. 

”Jeg har talt med mange unge fra kristne, yezidier og andre mindretal. De har opgivet håbet. Vi er nødt til at give dem håbet tilbage. Ellers vil der ikke være flere kristne tilbage i Irak om 25 år.”  

Det sagde Mission Østs generalsekrektær Kim Hartzner i en tale under den kristne satellit tv-station SAT-7’s europæiske netværkskonference i København den 20. september.

En smertelig historie

Kim Hartzners indslag på konferencen handlede netop om de kristnes forhold i Mellemøsten. Mission Øst opererede i Irak i 2003-2006 og gik igen ind med hjælp til forfulgte minoriteter i 2014. I dag har over 200.000 mennesker fået hjælp til at overleve og begynde genetablering i det hærgede land.

- Historien om kristne og andre forfulgte minoriteter i Mellemøsten er smertelig. Da jeg besøgte landet i 2014, blev jeg personligt vidne til tusinder af mennesker, der var fuldstændig psykisk ødelagte efter den voldsomme forfølgelse, de havde været udsat for fra terrororganisationen Islamisk Stat. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne overleve de lidelser, som disse mennesker har gennemlevet. Men det er sket for hundredtusinder af forældre i Mellemøsten.

Flygtet flere gange

Nogle familier har siden 2003 måttet flygte hele fem gange. Først til Syrien, men så begyndte borgerkrigen dér, og de vendte tilbage til Irak igen. Så op i de kurdiske bjerge. Derefter tilbage til Telskuf. Dér kom det til kampe mellem de kurdiske styrker og den irakiske regering, hvorefter de måtte flygte for femte gang. 

- Hvis folk har måttet flygte fra hjemmet og efterlade alt hele fem gange, har de fået nok. De vil rejse til Europa, konstaterede Hartzner

Skaber nyt livsgrundlag

Mission Øst har givet førstehjælps- og overlevelsespakker med hygiejneudstyr og tæpper til 200.000 som er flygtet fra krigen. Når de bosætter sig et sted, får de desuden kogegrej og køkkenudstyr samt presenninger, så de kan dække sig ind i de ufærdige betonbygninger, hvor de søger ly, fortæller Kim Hartzner og fortsætter

- Vi skaber et livsgrundlag for flere religiøse minoriteter ved at oplære i landbrug, biavl og forretningsvirksomhed. Det lykkes virkelig. Blot dykning af agurker forsørger i dag 240 yezidiske familier. Det er vigtigt at give dem mulighed for indkomst. Ellers kan de ikke klare sig. 24 procent af befolkningen i Mellemøsten er arbejdsløse.

Mellemøsten næsten tømt for kristne

Er der en fremtid for de kristne i Irak? Spurgte generalsekretæren retorisk:

- Helt ærligt: Hvis vi ikke tager os sammen og yder en ekstra indsats – og det gælder både politikere, medier og hjælpeorganisationer – så er der ingen fremtid for dem.

Foredraget bød på ildevarslende statistik: I 2003 var der 1,5 millioner kristne i Irak. I dag lyder vurderinger på mellem 200.000 og 500.000.

- Hvis der i dag er 300.000 kristne i Irak, betyder det, at 80 procent af de kristne er forsvundet fra landet i løbet af 16 år. Og hvis man så kigger realistisk på det, er det kun et spørgsmål om tid, før de sidste 20 procent også flygter ud af landet, sagde Kim Hartzner og tilføjede:

For 100 år siden var der mellem 15 og 20 procent kristne i Mellemøsten. I dag er tallet nede under 2 procent. Hvis udviklingen fortsætter, vil tallet om 25 år være tæt på nul.

Hjælp til de mest udsatte

Derfor er det retoriske spørgsmål egentlig: Hvordan sikrer vi, at der er en fremtid for de kristne i Irak?

- Jeg kan ikke se nogen fremtid rent menneskeligt. Men jeg holder mig til det, Jesus sagde: ”Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort imod mig.” I Mellemøsten er ”de mindste” kvinderne, børnene, de ældre, de lidende og de udsatte. Og det uanset tro. Alle, der lider, er uskyldige. Og de fleste af dem, der lider, er muslimer, sagde Kim Hartzner og skitserede Mission Østs hjælpearbejde:

- Mission Øst yder fødevarehjælp og giver husly og hygiejneudstyr til de fordrevne i Irak. Vi hjælper dem med at genetablere sig, når de vender tilbage. For de fordrevne er begyndt at vende hjem. 10 procent af yezidierne er vendt tilbage, og mange kristne er vendt tilbage til Nineve-sletten.

FAKTA: Hvad er SAT-7?

SAT-7 er en kristen satellit tv-station, der fra studier i Cypern, Libanon og Kairo sender til en potentiel seerskare på en halv milliard mennesker. Stationens fire kanaler sender på tyrkisk, arabisk og persisk og dækker et område fra Afghanistan til Marokko. I blot 10 af landene bliver SAT-7 set af 21 millioner mennesker hver uge. Stationen sender programmer om kvinders rettigheder, dialog mellem trossamfund, skolegang til flygtningebørn og transmissitterer fra kristne gudstjenester. For mange kristne i Mellemøsten er SAT-7 deres eneste kirke.

Donér