Ældre i hule modtog mad fra Mission Øst

75-årige Kaylan Phadera og hans hustru søgte ly i en hule, da deres hus brasede sammen. Her har de levet isoleret i tre år. Men et team fra Mission Østs lokale partnerorganisation fandt dem. 

Det er svært at blive gammel. Leddene knager, skavankerne kommer snigende og minder én om, at alting har sin tid. Situationen er ikke ukendt blandt
ældre herhjemme. Men i Nepal er det om muligt endnu sværere at være en ældre borger. En pension på 150 kroner om måneden slår slet ikke til. Og når familien
siver bort for at arbejde i de større byer, og ens bolig langsomt bliver slidt ned, så er der ikke meget håb tilbage.

Mission Øst Nepal nødhjælp

Bor i en hule i skoven 
Sådan er livet for 75-årige Kaylan og hans hustru, der lever i ekstrem fattigdom i den afsides Karnali-region. Ja, faktisk er situationen så grel, at de må bo i en hule ude i skoven, fordi deres hus er faldet sammen. Her har de levet isoleret i tre år og må ofte gå sultne i seng. 

Men takket være støtte til Mission Øst har det været muligt at opsøge særligt sårbare familier som Kaylan og hans hustru og give dem fødevarepakker.

– Alle har lyst til at leve længe, men ingen har lyst til at blive gamle og ensomme. Vi følte os helt alene, men så kom I for at hjælpe os, fortæller Kaylan med et stort smil.

Maduddeling giver håb
Det var i forbindelse med en fødevareuddeling til 350 sårbare familier i Karnali-regionen, at Mission Østs lokale partnerorganisation Women Welfare Service fandt frem til det ældre isolerede par. Teamet opsøgte fattige ældre, enlige forsørgere og personer med handicap og gav dem fødevarepakker med ris, linser, sukker og olie.

Pakken faldt på et tørt sted hos parret i hulen. Kaylan og hans hustru er nemlig efterladt alene uden familie. Deres søn forlod byen allerede for 10 år siden for
at arbejde i Indien, og datteren er gift og bosat i en by to dagsrejser væk. Men nu kan parret klare sig en tid. Maden mætter ikke kun fysisk. Også mentalt betyder hjælpen, at det ældre par øjner håb. Nogen opsøgte dem med hjælp fra givere så langt væk som i Danmark.

Donér

FAKTA
Mission Øst har siden 2007 hjulpet sårbare mennesker ud af ekstrem fattigdom i den afsides Karnaliregion i det nordvestlige Nepal. Lokalsamfundene i Karnali er blandt de mest isolerede i verden og er kun tilgængelige til fods.


Mission Øst begyndte arbejdet i Karnali med fokus på at forbedre adgangen til rent vand og fremme hygiejne for at forebygge sygdomme. Siden har vi i samarbejde med lokale partnere udvidet vores arbejdsområder til katastrofeforebyggelse, fødevaresikkerhed, forbedring af levebrød og styrkelse af rettighederne hos marginaliserede grupper som mennesker med handicap, kasteløse og kvinder.

110
dkk