Når man fortæller folk i Danmark, at man skal rejse en uge til Afghanistan, bliver man ofte mødt med en del skepsis. Medierne er fulde af dårlige historier om Afghanistan. Men i Mission Øst ved vi, at det ikke er hele historien: Der er også mange gode historier – historier om de flere hundrede tusinder afghanere, Mission Øst har hjulpet igennem de 10 år, vi har gennemført projekter i den fjerne nordøstlige del af landet. Når man læser om de flere end en halv million mennesker, Mission Øst har hjulpet, er det let at glemme, at hver eneste én af dem repræsenterer en unik person med en unik historie, og at hver eneste én af dem ikke ville have haft de samme muligheder i livet, ja måske slet ikke været i live, hvis det ikke havde været for Mission Østs arbejde og vores mulighed for at nå ud i de fjerne og svært tilgængelige landsbyer. 

I går besøgte jeg ét af de steder, efter at jeg var rejst til Afghanistan med min far, medstifter af Mission Øst, og min onkel, som indtil september 2009 havde været finansordfører for regeringspartiet CDU i den tyske Rigsdag og nu hjælper til med at promovere Mission Øst i forhold til tyske donororganisationer. 

Når man rejser til den fjerntliggende landsby Saray Dara, kører man først ad den eneste asfalterede vej i provinsen, inden man drejer fra op ad en stejl bakke og henover grusveje, som de fleste biler i Danmark aldrig ville være i stand til eller få lov til at forcere. Og bagefter – når man føler, at alle kroppens knogler er gået ud af led – fortæller vores provinsleder Jonathan os, at denne vej faktisk er god, og at de veje, vores feltarbejdere normalt benytter ud i de allerfjerneste distrikter er langt værre, og at vores medarbejdere normalt rejser 1½ time hver vej, når de besøger disse fjerne landsbyer for at undervise i hygiejne, bygge vandsystemer, vise landsbyboerne, hvordan de skal bygge latriner, underviser dem i forbedrede metoder til at dyrke jorden, producere honning, holde høns eller hjælpe kvinderne med at organisere deres selvhjælpsgrupper.

Denne gang havde jeg kun lejlighed til at se en lille del af alt dette spændende arbejde – men ansigterne, historierne og indtrykkene vil forblive hos mig i lang tid. Jeg vil beholde alle de gode minder, selv når jeg skal hjem til Danmark med alle de dårlige historier om det vidunderlige land Afghanistan.