By Svend Løbner 1 Apr 2021 | Mission East

Ny generalsekretær leverer kvalitetsbistand med hjertet

Betina Gollander-Jensen vil føre Mission Øst videre fra en "familie-startup" til en professionel hjælpeorganisation, der kan løfte hele lokalsamfund ud af nød og fattigdom.

Personlig og professionel. Engageret og systematisk. Handlekraftig og vedholdende. De tre begrebspar indrammer Mission Østs nye generalsekretær Betina Gollander-Jensen.

Hun bliver grebet helt ind i hjertekulen, når hun møder fattige og flygtninge og holder samtidig hovedet koldt, når hun indgår i langstrakte forhandlinger med offentlige donorer. Hjerte og hjerne må følges ad, for at vi kan nå de mest udsatte i verdens afkroge med kvalitetshjælp, mener hun.


Lyt til hele samatalen med Betina Gollander-Jensen i podcasten her:


Forstår de udsatte

Vi møder Betina Gollander-Jensen over Zoom for at lære hende bedre at kende. Hvad driver hende? Hvad rører hende? Hvad drømmer hun om for Mission Øst?

Det står klart med det samme, at barndommen har sat sit præg:

”Jeg kommer fra en arbejderfamilie og mærkede fra første færd, hvad det vil sige at komme fra kår, hvor man ikke er bedre bemidlet, ikke har råd til årlige ferier, og ikke er kendt nede i tennisklubben. Den baggrund gør, at jeg kan forstå og sætte mig i deres sted, som er socialt udsatte,” fortæller hun og pointerer samtidig, at familien altid har bakket hende op.

Svært at holde tårerne tilbage

Derfor rører det hende, når hun møder flygtninge og fordrevne ude i verden:

”Af og til, når jeg er ude og møde de mennesker, vi hjælper, kan jeg da stadig - selvom jeg har været 25 år i denne branche - have svært ved at holde tårerne tilbage,” fortæller hun.

Sidste gang det skete, var da hun i sin tidligere stilling besøgte en flygtningelejr på grænsen mellem Myanmar og Thailand, hvor flygtningene havde boet i årtier.

”Jeg mødte en gruppe unge teenagere på mellem 15 og 17 år, som var vokset op i flygtningelejren. De havde ingen muligheder, kunne ikke komme ud af lejren, og slet ikke tage en uddannelse. Vi lavede ungdomsklubber, hvor de kunne spille og indspille musik.”

”De unge fortalte, hvor meget det betød for dem at have et sted at mødes. Og så begyndte de at spille musik.”

Forundret og taknemmelig

Hun fortsætter efter en pause:

”Jeg må indrømme, at jeg sidder og bliver rørt lige nu, mens jeg fortæller det. Det rørte mig, at de unge mennesker, der havde så svære kår, alligevel formåede at få noget godt ud af det, se positivt på livet, og at vi faktisk hjalp dem til det.”

”Det rører mig allermest, at mennesket har en iboende styrke. Jeg bliver gang på gang forundret over de kræfter og de ressourcer, mennesker har. Man tænker: ”Nej, nu knækker de!” Men så ser man deres selvopholdelseskraft og bliver forundret og taknemmelig!”

Det lange, seje træk

Betina Gollander-Jensens personlige engagement går hånd i hånd med den professionelle systematik, som skal til, for at en hjælpeorganisation både kan reagere spontant og holde ud i det lange, seje træk. Derfor lægger hun vægt på samarbejdet med lokale organisationer ude i felten:

”Vi vil hjælpe lokalbefolkningen til at klare sig selv – både den enkelte og samfundet. Herhjemme har vi frivillige foreninger og organisationer, som påvirker og samarbejder med politikere og det offentlige. I mange lande eksisterer sådan et civilsamfund slet ikke. Hvis vi nogensinde skal se mennesker klare sig selv, så nytter det ikke kun at dele en pose ris eller en pose korn ud. For så har vi samme problem næste år eller måske allerede om et par måneder.”

”Vi bliver nødt til at sikre, at næste år, når deres høst måske slår fejl, så er der nogle lokale organisationer, der har lært, hvordan man deler korn ud. Og næste år forhindrer, at tørke og oversvømmelser får så katastrofale konsekvenser. Og næste år påvirker lokalpolitikerne til selv at uddele nødhjælp og vedtage den slags indsatser i deres love.”

Fra startup til moden organisation

Det er her i det såkaldte ”nexus”, hvor akut nødhjælp går over i langsigtet udvikling, Mission Øst har sin særlige ekspertise.

På samme måde befinder Betina Gollander-Jensen sig nu i overgangen mellem en familiedrevet organisation, der startede i Hartznerfamiliens garage, og en organisation med over 200 medarbejdere i otte lande.

Hvordan navigerer du i det?

”Der er rigtig meget godt at tage med fra en familiestartup, der hviler på faste værdier. Det værdisæt og den energi skal vi have med os ind i fremtiden. Men der skal også nyt til. Der er forskel på at drive en familiestartup og en professionel organisation. Derfor kigger jeg nu på de fremtidige strukturer, arbejdsfunktioner, samarbejdsfora og økonomiske systemer. Jo flere mennesker, vi er, jo vigtigere er det, at vi har helt faste procedurer.”

Kvalitetsbistand til de mest udsatte

Hvad vil du gerne se mere af?

”Først og fremmest at vi fokuserer dér, hvor vi har en særlig niche: Vi er gode til at arbejde i områder med decideret konflikt og krig. Jeg tænker især på Afghanistan, Irak og Syrien. Vi hjælper mennesker under decideret væbnet konflikt. Det vil jeg se meget mere af, og at vi bliver anerkendt for det.”

Hvor er Mission Øst henne om 10 år?

”Da er vi blevet en organisation, der er kendt ude i verden for at levere rigtig god bistand i de sværest fremkommelige områder, både humanitært og i udvikling. Vi er en organisation, hvor der er meget kort mellem beslutning og handling som gør, at vi altid leverer hjælp af højeste kvalitet.”

FAKTA: Om Betina Gollander-Jensen

• Uddannelse: Bachelor i retorik og dansk fra Københavns Universitet. Kandidat i internationale studier og socialvidenskab fra Roskilde Universitets Center.

• Erfaring: Udsendt af FN's Flygtningeorganisation UNHCR i Sydafrika, Uganda og Sudan. Udstationeret for det danske udenrigsministerium som seniorrådgiver på den danske ambassade og i det kenyanske flygtningedepartement.

• Tidligere ansættelser: International chef i Caritas Danmark. Projektleder og flygtningekoordinator i Amnesty International. Programansvarlig i Dansk Flygtningehjælp. Programchef i Statens Serum Institut med ansvar for Østafrika.

Donate