By Svend Løbner 7 Jan 2021 | Mission East

Mission Øst er med i Danmarks Indsamling

Nepals Coronaramte børn får hjælp fra den storstilede tv-indsamling den 6. februar.

Når Danmarks Indsamling løber over skærmen på DR1 lørdag den 6. februar 2021 går pengene blandt andet til at hjælpe Nepals Coronaramte børn og deres familier gennem Mission Øst.

Det sker gennem et tilskudsprojekt til gavn for 2.750 børn og deres familier, samt lærere og ledere i 10 skoler. Projektet vil give familierne brød på bordet og hjælpe børnene med at indhente tabte skolekundskaber på grund af Corona.

Coronapandemien har store konsekvenser for især udsatte børns skolegang, trivsel og ernæring i Nepals yderste egne. Børnene holdes hjemme fra skole for at arbejde i markerne, og kommer hurtigt bagud i deres indlæring. Derudover er pengene små for familierne. Adgangen til mad er begrænset, når samfundet lukker ned og virksomheder går konkurs, så børnenes forældre mister deres arbejde.  

Situationen er nu så alvorlig, at skoler og myndigheder har brug for hjælp udefra til at løfte opgaven med at række ud og støtte de sårbare familier.

Med penge fra Danmarks Indsamlingen vil Mission Øst sammen med vores lokale samarbejdspartnere undervise familierne i alternative indtjeningsmuligheder. Derudover får lærere og skoleledelse nye værktøjer til, hvordan de kan effektivisere undervisningen til børn med højt skolefravær på grund af Corona. Samtidig får sundhedsfaciliteterne et ekstra løft.

Projektet retter sig især mod 250 særligt sårbare børn og familier i Palata Kommune i det bjergrige Kalikot-distrikt, hvor over halvdelen af indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen, og står overfor en akut fødevarekrise pga. nedlukningen.

Fakta om Danmarks Indsamling:

Temaet for Danmarks Indsamling 2021 er ”Hjælp Coronakrisens børn”.

Tv-indsamlingen på DR1 har siden 2007 indbragt 1 milliard kroner til såkaldte stille katastrofer rundt om i verden. Blot sidste år samlede danskerne 82 millioner kroner ind.

Donate