By Kim Hartzner 17 Nov 2020 |

’Vi har brug for alt - mest fred’

120 børn, kvinder og gamle mænd er ladt tilbage i en flygtningelejr, mens unge og modne mænd stadig kæmper ved fronten i Karabakh. 

- Min søn blev behandlet på hospitalet Denmark, som I oprettede for mange år siden.

Det fortæller 47-årige Laura, der er fordrevet fra den omstridte enklave Nagorno Karabakh, efter at halvdelen af området ved en fredsaftale tilfaldt nabolandet Aserbajdsjan. Familien kommer fra landsbyen Jangatar i det nordlige Karabakh.

Lauras søn er soldat ved fronten sammen med sin bror og far, mens Laura opholder sig i en flygtningelejr i det sydlige Armenien.

Krigen startede den 27. september og nåede sin foreløbige kulmination, da aserbajdsjanske styrker indtog den gamle Karabakh-hovedstad Shushi. Om natten den 10. oktober blev der annonceret en fredsaftale mæglet af Rusland. Aftalen efterlader armenierne med et territorium i det nordlige Karabakh, mens de må overgive resten, inklusive en beskyttelseszone omkring Karabakh, til Aserbajdsjan.

På flugt til Armenien

I en fjerntliggende landsby uden for den sydlige armenske by Yeghegnadzor har mere end 120 flygtninge fra Karabakh opholdt sig, siden de kom hertil den 7. oktober, ti dage efter de hårde angreb på Karabakh den 27. september.

Der er kun børn, kvinder og gamle mænd i lejren, da alle de unge mænd fra de 23 familier, der er samlet her, nu kæmper på liv og død ved Karabakhs frontlinjer.

47-årige Laura er en mentalt udfordret mor til 10 børn, hvoraf fire også er mentalt udfordrede. De bor alle sammen hos hende i flygtningelejren. Hendes mand og to af hendes sønner tjener alle som soldater ved frontlinjen.

Ramt af metal fra bombe

En af sønnerne, 23 år gammel, blev såret, da en bombe faldt og et stykke metal fra bomben ramte hans ben. Han blev først ført til hospitalet ”Denmark”, der i 1995 blev oprettet af Mission East i den sydlige del af Armenien.

- Min søn blev behandlet på det hospital, I oprettede for mange år siden, reflekterer Laura.

Han blev senere overført til hovedstaden Jerevan for yderligere behandling.

Om hendes eget behov siger Laura:

- Vi har brug for alt, men mest af alt: fred. Så vidt vi ved, er vores hus stadig ubeskadiget, så vi håber snart at vende tilbage til vores hus.

Donate