Frygt for flere mørke år blandt det armenske folk
By Svend Løbner 17 Nov 2020 |

Frygt for flere mørke år blandt det armenske folk 

Konflikten om Nagorno Karabakh har sendt tusindvis af armeniere på flugt. Mission Øst yder akut nødhjælp, og har stort kendskab til Armenien efter mere end 25 års nødhjælp og udvikling i landet.    

Bomber er regnet ned over civilbefolkningen i Nagorno Karabakh og har lagt hospitaler, skoler og hele boligområder i ruiner. Den 27. september 2020 blev en skrøbelig våbenhvile brudt, og der meldes løbende om dræbte, sårede og tusindvis af Karabakh-armeniere på flugt ind i det sydlige Armenien. Den 10. november blev der indgået en våbenhvile med russisk mellemkomst. I mellemtiden har Armenien mistet halvdelen af området og en bufferzone, der skulle sikre tryghed for armenierne i området. Dog er en 5 km korridor bevaret – hvor russiske tropper står for sikkerheden - så der er kontakt mellem Karabakh og Armenien. 

Minder om mørke år 

Spændinger mellem Aserbajdsjan og Armenien er blevet til åben krig og giver ubehagelige minder om krigen i 1988-94, da armenierne i Karabakh som den første etniske gruppe i Sovjet, startede en kamp for national selvbestemmelse. Armenierne gennemlever lige nu det, de husker som ”de mørke år” i kølvandet på den første krig om Karabakh, hvor 30.000 armeniere blev dræbt og hundredtusinder måtte flygte fra hus og hjem. Arrene fra dengang er blevet til et åbent sår. 

Aserbajdsjan fortsætter med at angribe Nagorno Karabakh med kampvogne, helikoptere, droner, tungt artilleri, raketaffyringer og klyngebomber. Angrebene er ifølge FN’s kontor for humanitære anliggender (UNOCHA) i strid med international lov. 

Der rapporteres nu om, at over 75.000 fordrevne – halvdelen af Karabakhs befolkning - hovedsagelig er spredt ud over det område, hvor man kører ind i Armenien fra Karabakh. Det er sammenfaldende med det område, hvor Mission Øst ydede en massiv hjælpeindsats i 90’erne. 

Gav mad til 65.000 i tre år 

Mission Øst gik ind med nødhjælp i Armenien i 1992-94. I 1992 fløj vi et dansk felthospital derned som begyndelsen til det sygehus, der i dag hedder ‘Denmark’. I 1993 fik vi det amerikanske udenrigsministerium til at betale for transport af containervis af nødhjælp med skib til Armenien. Selv om vi kun havde eksisteret som hjælpeorganisation i to år, blev vi en af hovedaktørerne i det sydlige Armenien og fik et navn i landet, som er kendt og anerkendt helt op til i dag.  

Da vi kom ind med penge fra Danmark, USA, EU og senere Holland fik vi tildelt et område i det sydlige Armenien, hvor vi sørgede for at de mest udsatte fik noget at spise. Gennem tre år gav vi gav mad til 65.000 udsatte i en landtange ved navn Syunik, den sydligste del af landet.  

Det har armenierne aldrig glemt. De har gennem alle årene, vi har arbejdet i Armenien, udtrykt stor taknemmelighed for at vi stod sammen med dem i ”de mørke år”.  

En tredobbelt katastrofe 

Da Armenien erklærede uafhængighed i 1991, var de allerede i krig med Aserbajdsjan om Nagorno Karabakh. Landet var udsat for et tredobbelt slag: Det økonomiske kollaps, da Sovjetunionen brød sammen i 1989-90, eftervirkningerne af et jordskælv i Nordarmenien i december 1988, hvor der døde 50.000 mennesker, og så krigen med Aserbajdsjan i årene 1988-1994. Jordskælvet var et kæmpe slag – med så mange døde og med så stort et genopbygningsarbejde for et land på fallittens rand – og så en krig oveni. Det var en tredobbelt katastrofe. 

For at forstå konflikten om Nagorno Karabakh, hvor 94 procent af befolkningen er armeniere, må man kende landets historie. Armenien har været langt større end landet er i dag. Det var allerstørst for omkring 1.400 år siden. Da strakte Armenien sig fra Karabakh over det nuværende Østarmenien hen over hele det østlige Tyrkiet, helt op til Sortehavet og helt ned til Kilikien ved det østlige Middelhav. Hernede har der boet armeniere siden Middelalderen. Der er spredte armenske bebyggelser over hele Mellemøsten, og folket har endda deres egen bydel i Jerusalems gamle by.  

Armeniere var i Middelalderen et af de store folkeslag i det østlige Middelhav og var kendt som handelsfolk på lige fod med jøderne. Alle steder, hvor der har været armeniere, er der vidnesbyrd i form af kirker og klostre med speciel arkitektur. Den armensk-apostolske kirke er verdens første statskirke, idet Armenien som det første land i verden blev erklæret kristent allerede i år 301.  

Et folkedrab på 1,5 millioner armeniere 

Armeniernes historie er samtidig spækket med overgreb fra enten iransk eller tyrkisk side. Blandt andet folkemordet i 1915, hvor ungtyrkere udryddede 1,5 millioner armeniere ved blandt andet at drive børn, kvinder og mænd ud i den syriske ørken, hvor de omkom af sult og tørst.  

Karabakh er den østligste del af hele det Storarmenske territorium og har været befolket af armeniere hele tiden. Her ligger der armensk-apostolske klostre fra 700-tallet. Det er blot tilfældigt, at 1.400 års historie er havnet indenfor Aserbajdsjans område. Karabakh har altid været befolket af armeniere. Karabakh er et bjergområde domineret af bjergryggen De sorte bjerge, hvorfra armenierne har forsvaret sig mod angreb.  

Da armeniere blev fordrevet fra Tyrkiet ved folkemordet i 1915, forsvandt de ud over hele jorden og blev kaldt vestarmeniere eller diasporaarmeniere. Men det område i Østtyrkiet, de blev fordrevet fra, er faktisk Vestarmenien, og det område i det tidligere Storarmenien, hvor der boede flest armeniere.  

Stalins del og hersk-politik 

Armenierne i Østarmenien fik selvstændighed en kort overgang i 1920-21. Så besluttede Stalin at lægge hele områder med armensk befolkning ind under Aserbajdsjan, bl.a. Nagorno Karabakh. Hovedelementet i hans del og hersk-politik var at undertrykke de oprindelige folkeslag på en måde, så de kom i konflikt med hinanden. Han delte territorierne op, så der boede armeniere i Karabakh og aserbajdsjanere i en korridor mellem Karabakh og selve Armenien, og så lavede han et stykke Aserbajdsjan på den anden side af Armenien. Det er del og hersk-politik, så det forslår, og er helt umuligt at håndtere.  

I sovjettiden undertrykte man systematisk armenierne i Karabakh. Man forhindrede dem i at kommunikere med hinanden. For hvis de skulle bevæge sig fra det ene område til det andet skulle de igennem området beboet udelukkende af aserbajdsjanere. Hvis armenierne skulle ud af en del af Karabakh og ind i en anden del af Karabakh, skulle de først ned i det aserbajdsjanske lavland for at komme op på den anden side.  

Da Gorbatjov kom med sin erklæring om ”perestrojka” og ”glasnost” var armenierne i Karabakh i februar 1988 de første til at kræve selvstændighed og uafhængighed af Sovjet. Det affødte en voldsom modreaktion fra Aserbajdsjan og førte til reel krig.  

Etnisk udrensning på begge sider  

Parallelt - og provokeret af denne hændelse - starter deciderede pogromer med voldsomme angreb på civile armeniere i Aserbajdsjans hovedstad Baku og nord for i byen Sumgait. Derfor flygtede flere hundredtusind armeniere ud af Aserbajdsjan. Samtidig fordrev man også fra Armenien de aserbajdsjanere som boede i det sydlige Armenien. På den måde skete der en etnisk udrensning på begge sider.  

Armenierne i Karabakh var i 1992 fuldstændig omringede af aserbajdsjanske tropper. Aserbajdsjan havde indtaget og placeret elitetropper oppe i armeniernes ældgamle hovedstad Shushi, der ligger på et af bjergenes højeste punkter. Herfra kastede de tusindvis af garanter ned mod armenierne i Karabakhs hovedstad Stepanakert. Men den 8. og 9. maj 1992 erobrede armenierne i Karabakh på mirakuløs vis deres ældgamle hovedstad tilbage. Det lykkedes dem også at bane vej gennem Lachin-korridoren mellem Karabakh og Armenien. Det gjorde det muligt for armenske soldater at køre over med tanks og hjælpe deres etniske fæller i Karabakh. Det førte frem til en våbenstilstand i maj 1994. Da havde armenierne befriet Karabakh og en firkant udenom som bufferzone til Aserbajdsjan. Ellers kunne man ikke forsvare en så snæver og knudret enklave. Og så erklærede man en selvstændig republik og kaldte den Nagorno Karabakh, som ingen siden har anerkendt som selvstændig stat.  

Mission Øst hurtigt ude med nødhjælp 

Inden våbenhvilen blev en realitet, påbegyndte Mission Øst sin første fødevareuddeling i januar 1994.  

”Vi delte mad ud i byen Kapan, mens aserbajdsjanske fly bombede området. Vi måtte skjule os i beskyttelsesrum om natten. Vi var alt for få til at stå for den kæmpestore nødhjælpsindsats og var fuldstændig smadrede. Vi delte mad ud til 28.000 mennesker i Kapan og udvidede senere til fire provinser i fra senere i 1994 indtil 96, så vi tilsammen hjalp 65.000 mennesker,” fortæller grundlægger af Mission Øst, Kim Hartzner, der var med i Armenien i 1994. Han fortsætter:  

”Vi delte ud til de allermest sårbare, og de var jo svære at finde frem til. Vi var jo reelt i en krig, og landet var brudt fuldstændig sammen. Jeg husker lastbilkonvojer med skrot fra landets infrastruktur, som blev solgt til spotpris i Iran, for at armenierne kunne overleve. De var fuldstændig afhængige af nødhjælp. I de år var Armenien det land i verden, der modtog mest nødhjælp pr. indbygger.”  

Det er vigtigt at forstå den armenske grundfortælling om et lille folk, der bliver udryddet. Det blev bekræftet med folkemordet i 1915, det genoplevede de i krigen med Aserbajdsjan om Karabakh, og det gentager sig nu, hvor Aserbajdsjan er gået ind sydfra og indtaget Karabakhs næststørste by Sushi.

Armenierne sidder i dag med samme følelse som dengang. Det gælder liv eller død. De frygter flere mørke år. Konflikten ripper op i gamle sår. Smerter som kan lindres ved, at vi hjælper de mange fordrevne med mad, hygiejneudstyr, vintertøj og værnemidler mod COVID-19. 

Donate