
Spotlight på Syriens børn
I Syrien er en hel generation af børn i fare for at få varige mén af kronisk sult.
Syrien er et nøgle-eksempel på denne bekymrende udvikling. Det rammer især de syriske børn. Således er antallet af børn i det krigsplagede Syrien, der ikke får tilstrækkeligt med mad, vokset til næsten det dobbelte på rekordtid.
Alene siden foråret er der kommet 700.000 flere sultende syriske børn til, viser tal fra FN’s fødevareprogram. I dag er der i alt 4,6 millioner syriske børn, der ikke får mad nok.
Når det kan gå så galt så hurtigt, skyldes det kombinationen af især tre kriser:
Den økonomiske krise i hele regionen, den vedvarende krig, som fortsat raser på tiende år, og Corona-krisen.
Symptomerne er velkendte, når børn gennem længere tid ikke får den næring, de har behov for:
- De holder op med at vokse og hæmmes i deres fysiske og mentale udvikling
- De bliver langt mere modtagelige over for sygdomme
- Deres evne til at koncentrere sig og tilegne sig ny viden svækkes
En hel generation af syriske børn ender med at få varige mén som følge af, at deres forældre ikke formår at skaffe mad nok i den aktuelle situation. Blandt alle de millioner af syriske børn, der sulter lige nu, er særligt én gruppe i farezonen: børn, der er på flugt fra krigen og lever som internt fordrevne uden nogen form for beskyttelse.
Sådan sørger Mission Øst for mad til sultende syriske børn
Det er en af årsagerne til, at Mission Øst i efteråret 2019 valgte at indlede et omfattende og mangefacetteret hjælpeprogram i Syrien og Libanon med særligt skræddersyet hjælp til internt fordrevne syriske børn og deres familier i Aleppo, Homs og Damaskus og syriske flygtningebørn og deres familier i byerne Aley, Batroun og Hawija i Libanon.
I Syrien er børnene vores første prioritet. Således igangsatte vi som noget af det første et storstilet maduddelingsprogram, hvor vi sørgede for, at børn på udvalgte skoler fik daglige madrationer. I Syrien får de fleste børn kun mad, når de er i skole, men når hverken skolerne eller forældrene har råd til mad, er børnenes indlæring truet.
Hjælpen viste hurtigt resultater, men så kom Corona, regeringen lukkede landet ned og skolerne måtte lukke.
Omlægning af hjælpen følger børnene og deres familier
I Mission Øst omlagde vi derfor vores hjælp, for at sikre at syriske børn stadig fik og stadig får mad. Siden marts i år har vores partnere og lokale medarbejdere således uddelt kasser med mad direkte til internt fordrevne familier i Syrien og syriske flygtningefamilier i Libanon.
Det er lige præcis den form for hjælp, der holder børnene over sultegrænsen og letter en smule af det pres, der hviler på forældrenes skuldre.
At sikre børn mod sult kræver øget fødevaresikkerhed lokalt
Humanitær hjælp i form af maduddeling redder liv og sikrer børns trivsel i en akut nødsituation som den, der lige nu påvirker millioner af børn i både Libanon og Syrien. Ikke desto mindre er det symptombehandling, som ikke kan stå alene. Hvis antallet af sultne børn i Libanon og Syrien, skal nedbringes kræver det på længere sigt, at landbrugsproduktionen i især Syrien reetableres for at øge og sikre adgangen til fødevarer lokalt og mindske afhængigheden af fødevarehjælp udefra.
Den langvarige krig i Syrien har lammet landbruget. Derfor har Mission Øst taget initiativ til et bevillingsprogram, der yder lån til landmænd, der er vendt tilbage til deres hjemegn, så de kan erstatte det landbrugsmateriel, der er blevet beskadiget under krigen, og genopbygge de dyrkningsarealer, der har ligget øde hen i årevis. Med initiativer som dette stræber vi efter at sikre, at børn som Suhairs piger ikke skal være afhængige af andres hjælp for at gå mætte i seng hver aften.
Suhair
Suhair har boet sammen med sin familie i Bourj Al Barajneh-lejren siden de flygtede fra kamphandlingerne i Aleppo for over seks år siden. Takket være den beskedne indkomst, som Suhair’s mand tjener ved at gå til hånde, når der er brug for reparationer i lejren, har familien tag over hovedet.
Mad, derimod, er der knap råd til, nu hvor alting er blevet dyrere på grund af devalueringen af det libanesiske pund, siger Suhair:
”I stedet for at købe mælk til børnene, køber jeg kun olie og kartofler, bare for at give dem fyld i maven. Frugt og grøntsager rækker vores penge ikke til at købe. Nogle gange spørger mine to piger på 3 og 4 år om de må få en banan eller noget slik. Jeg siger altid: ”Ja, i morgen eller næste uge”, for jeg kan ikke få mig selv til at sige til dem, at vi ikke har råd til mad.”
Suhair sender derfor sine to små piger hen i den børnehave i lejren, hvor Mission Østs partner, Tabitha, hjælper med at dele mad ud, der sikrer flygtningebørnene i lejren en næringsholdig diæt med frugt, grøntsager og proteinholdige madvarer. Suhairs 4-årige datter smiler genert og siger: ”Jeg elsker æbler og brød med ost.”
FAKTA: I 2019
- forbedrede vi fødevaresikkerheden for 15.889 mennesker, blandt dem børn.
- delte vi nødhjælp (herunder mad) ud til 78.181 mennesker blandt dem børn.