By Svend Løbner 14 Jun 2019 |

Innovativt skolemiljø øger indlæringen hos skolebørn i Armenien

1260 armenske børn får inkluderende og effektiv skoleundervisning i 12 modelklasseværelser. Idéen med de gode rammer for børn med handicap spreder sig nu til andre skoler i Armenien.

”Eleverne lærte mere end normalt. De ville ikke tage hjem fra skole igen!”

Det fortæller en socialarbejder på en af de 12 skoler i Armenien, hvor Mission Øst har etableret modelklasseværelser, hvor børn med handicap kan deltage på lige fod med andre børn. Klasseværelser som det i bydelen Davtashen i den armenske hovedstad Jerevan skal fungere som inspirations- og læringscenter for skolelærere fra hele landet.

På de 12 skoler i Jerevan og omegn får i alt 1260 elever et helt års inkluderende undervisning i et læringsmiljø, der er inkluderende på flere måder.

Tegneserier byder velkommen

For det første er modelklasseværelserne indrettet med møbler i alsidigt design, så de kan justeres i højden, flyttes rundt på og vendes om til gruppearbejde. Dernæst bliver eleverne mødt med et tapet fyldt med tegneseriefigurer, der byder dem velkommen og opfordrer dem til at tage sig af hinanden. Og så får eleverne pædagogiske spil til rådighed - spil, der er specifikt designet til at nå læringsmålene gennem sjove klasseaktiviteter. Til sidst introduceres eleverne til ”Bokashi Bin”, som er et genbrugssystem, der omdanner biologisk affald til flydende gødning.

Rummelighed kan være sjovt

Hvad får børnene så ud af det?

Jo, indretningen udstråler, at rummelighed kan være sjovt. Tegneseriefigurerne på tapetet bryder med forventningen om, at alle skal være ens, og læringsspillet fremmer accept ved at bryde med de almindelige kønsstereotyper.

Tegneseriefigurerne viser glæde ved at hjælpe andre. Deres motto er: ”Man bliver glad ved at gøre andre glade”. Læringsspillet indeholder opgaver, som kræver, at børnene rækker ud til deres lærere, klassekammerater og forældre. Efter at have spillet et par omgange, begynder de i højere grad at finde svarene i fællesskab med andre i stedet for at svare direkte selv.

Dreng_Armensk modelklasseværelse
Pige_modelklasseværelse i Armenien

Børnene lærer selvstændighed

Men hvad har genbrug med inklusion at gøre?

Med genbrugssystemet, Bokashi Bin, får børnene praktisk erfaring med de biologiske processer, der omdanner affald til nyttigt materiale. Alle elementer i klasseværelset – fra møbler til genbrugssystem - er beregnet til, at børnene træffer selvstændige valg. Børnene finder selv ud af, hvordan elementerne bruges, i stedet for at en lærer fortæller dem det hele.

Modelklasseværelset inspirerer lærerne til at samtale med eleverne og dermed tilpasse undervisningen til den enkelte elev. Tegninger, møbler og spil stimulerer til både faglige og adfærdsmæssige færdigheder. Og der er plads til leg: Der er både måltavle, spilleregler og en video, der introducerer spillereglerne til børnene.

I øvrigt er alle møbler, redskaber og undervisningsmaterialer tilgængelige for børn. For eksempel kan tavlen og bogskabet, som normalt er tilpasset læreren, nås af en elev i 1. klasse.

Projektet med modelklasseværelserne er finansieret med støtte fra Den Nissenske Familiefond.

Donate