𝗔𝗞𝗨𝗧: Støt vores katastrofeindsats i Syrien
Kraftige jordskælv har ramt Tyrkiet og Syrien. Lige nu meldes over 50.000 døde, tusindvis er såret og dødstallet bliver ved med at stige.
To jordskælv ramte Tyrkiet og Syrien mandag morgen den 6. februar – det første målte hele 7,8 på Richter-skalaen.
Tusindvis af mennesker har mistet deres hjem og er tvunget ud i den bidende kulde. Mission Øst er allerede til stede i de jordskælvsramte områder i det nordlige Syrien og arbejder på højtryk for at hjælpe ofrene for jordskælvet.
Klar til at hjælpe ofrene
Mission Øst samarbejder med vores lokale partnerorganisation SHEILD om at uddele mad til foreløbig 500 personer i det jordskælvsramte Aleppo i det nordlige Syrien. Flere får hjælp efterhånden som pengene kommer ind.
Lige nu er Mission Øst i fuld gang med at indkøbe og uddele mad gennem suppekøkkener, som spontant er blevet etableret i kirker og lokale foreninger.
- Det er så tragisk, at de folk, der allerede har gået så grueligt meget igennem, bliver udsat for denne voldsomme katastrofe, fortæller Mission Østs generalsekretær Betina Gollander-Jensen.
Mission Øst sendte allerede i de første timer efter jordskælvet akut livreddende nødhjælp til Syrien. Midlerne kommer fra Mission Østs katastrofefond, som vi kan aktivere med kort varsel, når en katastrofe som denne rammer.
Nu er vi klar til at intensivere indsatsen yderligere med mad, hygiejneartikler og hjælp mod den barske kulde til de mest udsatte familier i de værst ramte områder.
Donate
Vi har brug for din hjælp
Fokus er lige nu på at uddele mad, tæpper, frakker og varme sokker til dem, der har mistet alt.
20 kr. - Giv et måltid
30 kr. - Giv en pakke bleer
300 kr. - Giv to tæpper
600 kr. - Giv en familie mad i en hel måned
Hjælpearbejdet koordineres fra Mission Østs kontor i den syriske hovedstad Damaskus.

- De folk, der fik reddet sig ud inden bygninger styrtede sammen har mistet alt. Siden jordskælvet har vejret været præget af regn, slud og sne, som gør situationen endnu mere akut for dem der er fanget under nedstyrtede bygninger og dem der nu må huses under åben himmel, fordi deres hjem ikke er mere, fortæller Betina Gollander-Jensen.
- Jeg er imponeret over at alle hjælpeorganisationer – store og små – er gået sammen om at hjælpe jordskælvsofrene. Der er brug for alle gode kræfter. Derfor samarbejder vi på kryds og tværs for at løfte opgaven i flok. Og vi skal nok regne med at indsatsen varer flere måneder frem, fortæller Betina Gollander-Jensen.