Nu bliver Dilovarsho ikke længere mobbet i skolen

Den rigtige diagnose har ført til den helt rigtige hjælp, så 11-årige Dilovarsho fra Tadsjikistan igen kan komme i skole.

Dilovarsho havde mistet lysten til at gå i skole. Han kunne dårligt læse, og hans ordforråd var heller ikke for godt. Derfor talte han ikke som den 11-årige dreng han var. Han blev et let offer for mobning, og fik ofte tæsk af kammeraterne.

Forældrene troede blot, at han var en doven dreng med dårlige vaner. Derfor nævnte de ikke hans problemer, da Mission Østs partnerorganisation kom på besøg i hjemmet i en landsby i Tadsjikistan for at tjekke, om familien havde børn med særlige behov.

Men en skolelærer nævnte Dilovarsho i en støttegruppe for forældre til børn med handicap, som Mission Øst støtter. Med i gruppen var en læge, som anbefalede, at Dilovarsho blev undersøgt.

Defekt nervesystem og dårligt syn

Som sagt så gjort.

Dilovarsho blev undersøgt af en neurolog i den nærmeste storby, som opdagede, at han led af en defekt i det centrale nervesystem. En øjenlæge konstaterede derefter, at drengen havde dårligt syn og ufrivillige øjenbevægelser.

Han blev med det samme tilsluttet et rehabiliteringscenter, som Mission Øst støtter. En advokat oplyste skolen om børns rettigheder og målet om at inkludere alle børn i undervisningen uanset forudsætninger.

Musik hjælper på kommunikationen

I dag har Dilovarsho fået stor gavn af talepædagogernes indsats på det Mission Øst-støttede rehabiliteringscenter. Hans kommunikationsevner er blevet meget bedre takket være træning og musik. Han er også kommet i harmoni med sig selv og har fået nye venner.

Dilovarsho er nu tilbage i skolen og trives, fordi hans lærere nu er mere opmærksomme på at møde hans behov. Klassekammeraterne er også holdt op med at mobbe ham og forstår nu årsagerne til hans talevanskeligheder og læseproblemer.

Også forældrene har fået et nyt syn på deres søn. De forstår vigtigheden af at støtte ham, og at de som forældre spiller en nøglerolle i hans opdragelse. Og at det ikke er begrænsningerne, der definerer ham, men at han har muligheder i fremtiden.

Projektet ”At bygge en lys fremtid for børn med handicap” er støttet af Civilsamfund i Udvikling (CISU).

Donate

News from Tadsjikistan

Ingen tilgængelige nyheder.