Syrien: Bedstemor forsørger sine tre børnebørn alene

Amoun er alene om at forsørge sine tre børnebørn. Hjælp og støtte fra Mission Øst gør livet lettere.

Coronapandemien rammer hårdt, især hvis man er hårdt ramt i forvejen. Det er den 68-årige bedstemor Amoun fra Aleppo i Syrien.

Her tager hun sig af sine tre børnebørn, så godt hun kan. Deres mor er død, og faren er flygtet ud af landet på grund af krig. Bedstemor og børnene på 3, 12 og 17 år bor i et enkelt værelse uden vinduer og uden puds på de kolde stenvægge.

Dagens ret: Et par oliven

Amouns helbred er så dårligt, at hun ikke kan arbejde og forsørge sig selv og børnene. Hun får lidt mad fra naboerne, men det er slet ikke nok. Nogle gange består et måltid blot af nogle få oliven. Det bevirker, at børnene – især den lille - lider af underernæring.

En hjælpepakke med ødevarer og hygiejneartikler fra Mission Øst har gjort livet en smule lettere for den lille familie. God næring øger sundheden og giver børnene farve i kinderne.

Nyder duften af sæbe

Hjælpepakkerne indeholder også rengøringsmidler og værnemidler mod COVID-19. Nu kan Amoun gøre rent med sæbe, ikke kun vand som hun plejer.

”Det er længe side, jeg har lugtet duften af sæbe,” fortæller hun, mens hun ivrigt snuser til flasken med flydende sæbe. ”Tak skal I have! Tak, fordi I har givet os liv og helbred tilbage! Jeg var så bange for, at vi ville dø af sult eller sygdom. Tak! Tak!”

Psykisk førstehjælp

Mission Østs udførende samarbejdspartner Dorcas International har også oprettet et samfundscenter i Hanano-bydelen i Aleppo, hvor hun bor. Her får Amoun og hendes børnebørn et dagligt måltid mad, tøj og legetøj til børnene. De modtager også psykisk førstehjælp og psykosocial støtte til at bearbejde krigens traumer gennem samtaler, spil og leg.

Mission Øst har uddelt i alt 900 hjælpepakker til familier i Aleppo og Homs. Pakkerne indeholder blandt andet ris, mel, pasta, linser, bønner, tomatpure og olie, samt sæbe, klorin, vaskepulver og håndsprit.

FAKTA: Indsats for at bryde statistikken

• På blot et år er priserne steget med 250%.

• Priser er gennemsnitligt 25 gange højere i dag end i 2010.

• I november begyndte et nyt jobtræningsprogram med 20 deltagere.

• Mission Østs projekt i Syrien er støttet af Danida.

Donate

News from Libanon og Syrien

Ingen tilgængelige nyheder.