Mission Øst Afghanistan

’Jeg vil løfte sårbare ud af fattigdom’

Marthen Malo ville oprindelig være præst for om muligt at hjælpe fattige på hjemøen i Indonesien. I dag udlever han sit ”omsorgs-gen” i Afghanistan, hvor han leder Mission Østs hjælpeindsats.

Marthen Malo har tidligere arbejdet i Haiti (billedet), men er nu Mission Østs programchef i Afghanistan. Da vi fanger ham online på Teams opholder han sig i Faizabad. Herfra koordinerer han alle Mission Østs hjælpeindsatser i landets to nordlige provinser Takhar og Badakhshan. Ellers holder han til på hovedkontoret i Kabul.

- Vi har nået ud med nødhjælp til omkring 10.000 familier siden nytår. På trods af forskellige udfordringer ser det ud til, at vi når ud til langt flere med nødhjælp i år end sidste år. Arbejdet vokser i takt med de stigende behov og flere forespørgsler fra lokalsamfundene. Før fokuserede vi på seks distrikter; i dag arbejder vi i 15 distrikter, fortæller han.

Mission Øst Afghanistan Nødhjælp

Vand, mad og styrkelse af civilsamfundet

Mission Øst uddeler nødhjælp i form af kontanter til mad, samt hygiejneprodukter, Coronabeskyttelse, genopbygning og hjælp til at komme sig efter krig. Desuden styrkes befolkningens muligheder for at forsørge sig selv gennem fx landbrug, husdyrhold, biavl, skovplantning og etablering af små virksomheder. Mission Øst sikrer også vand og sanitet og styrker desuden civilsamfundet ved at engagere lokale foreninger og organisationer.

- Vi styrker i øjeblikket fire lokale partnerorganisationer i deres kapacitet til at hjælpe deres egen befolkning. Vi giver dem tilskud og vejleder dem i arbejdet, fortæller Marthen Malo.

”Hvis bare jeg kunne redde mit folk!”

Han kommer oprindelig fra en fattig ø i det østlige Indonesien og ville egentlig have været præst. Men hans familie var så fattig, at de ikke havde råd til at sende ham på universitetet. I stedet fik han udløb for sin trang til at hjælpe mennesker gennem lokale ngo’er.

- Vi var så fattige. Så jeg bad til Gud om en udvej og lovede, at jeg vil rejse hele verden rundt, hvis bare jeg kunne redde mit folk!

Siden gik det slag i slag. Han fik mere og mere ansvar og endte i det internationale ngo-miljø:

- Jeg har arbejdet i Afghanistan i otte år, inden jeg tilsluttede mig Mission Øst, fortæller han.

Folk har større problemer end Corona

Hvordan er situationen i landet lige nu?

- Sikkerhedssituationen er forværret. Forskellige befolkningsgrupper bekæmper hinanden. Og regeringen har hverken økonomi eller folk nok til at lede landet helt ud i de afsidesliggende distrikter. Folk er sultne, og det er svært at hæve penge, da banksystemerne er ude af funktion.

Og Corona?

- Folk er ligeglade med Corona, for de har større problemer. De mangler mad til livets ophold. Så de føler ikke Corona er nær så farligt. Ikke i forhold til krig, fødevaremangel og mangel på stort set alting. Der er ikke andre sundhedsydelser end dem FN og de internationale ngo’er faciliterer.

300
dkk

Donate

”Jeg opfylder mit kald gennem Mission Øst”

Marthen Malo er glad for at kunne hjælpe den afghanske befolkning gennem Mission Øst. Hans egen fattige opvækst motiverer ham:

- Jeg voksede selv op på en meget fattig ø i Indonesien, men internationale ngo’er hjalp os igennem kriserne. Ja, det er svært at arbejde i Afghanistan. Jeg har også arbejdet i flere afrikanske lande og i Haiti. Men det er jo vores kald fra Gud, ikke sandt?

- Når jeg hjælper til i Afghanistan, er det også et udtryk for min tro og mit kald til at hjælpe de fattige på vegne af Gud. Jeg opfylder mit kald gennem Mission Øst.

Hvordan oplever folk, at du har en anden baggrund end dem?

- Det afghanske folk er meget flinke, så længe vi ikke rører ved deres religion, deres kultur eller følsomme emner som pigers og kvinders rettigheder. Så fungerer det fint, hvad enten vi er kristne eller buddhister, smiler Marthen Malo.

Driver kooperativer derhjemme

Selv om han har travlt med at lede Mission Østs projekter i de 15 distrikter i Takhar og Badakhshan har han ikke glemt sit eget folk derhjemme i Indonesien.

- Jeg prøver at spare op af min løn, så jeg kan gøre noget for de fattige i vores kirke på min hjemegn. Jeg har oprettet kooperativer, som kan hjælpe de mest sårbare mennesker. Flere tusind mennesker, heraf mange fattige kvinder, får hjælp til at komme ud af fattigdom.

- Så når jeg vender hjem på min årlige ferie, har jeg virkelig travlt med at hjælpe de fattige. Der er ikke meget tid til at slappe af!

Billedet: Marthen Malo sammen med en lille forældreløs pige i Haiti, der kom forbi hver dag for at sige "Hej".

News from Afghanistan

Ingen tilgængelige nyheder.