
Akutte kriser
Når akutte kriser og katastrofer opstår, hjælper Mission Øst mennesker - både i de lande vi opererer i, og i de lande, hvor vi ellers ikke er til stede, hvor vi arbejder gennem lokale og internationale samarbejdspartnere.
Mission Øst træder til i situationer, der kræver en øjeblikkelig humanitær indsats. Det sker som regel gennem samarbejdspartnere, der allerede arbejder i det pågældende land. Således har vi siden efteråret 2017 hjulpet rohingya-flygtninge i Bangladesh. Ligeledes har vi gennem flere år støttet sårbare familier, der er ramt af borgerkrigen i Syrien, hvor vi nu også har intensiveret vores arbejdet med længerevarende udviklingsprojekter.
Corona-krisen
Den aktuelle Corona-pandemi har ramt hele verden. Mission Øst har valgt at hjælpe i de mest udsatte områder for smittespredning. Det gælder i de fattige og krigshærgede lande Afghanistan, Nepal, Irak, Syrien og Libanon, hvor vand, sanitet, ordentlige hygiejnefaciliteter og information om forebyggelse af Covid-19-smitte er en mangelvare. Da de hverken har respiratorer, tilstrækkelige sundhedsfaciliteter eller mulighed for at isolere smitten, kan det udvikle sig til en sundhedsmæssig katastrofe i flygtningelejrene og i de tæt beboede byområder med flygtninge og internt fordrevne.


Vi går derfor ind med en forebyggende indsats. Vi uddeler tæpper til tusinder af flygtninge og fordrevne i lejre, så de ikke skal stå i kø sammen med andre med risiko for smitte. Vi informerer om faren ved at stimle sammen i store grupper. Vi sørger for, at de får adgang til rent drikkevand. Og de allermest sårbare – de ældre, svage, syge og personer med handicap – giver vi fødevarehjælp. Vi uddeler hygiejneartikler til alle, så de kan holde sig smittefri. Sæbe, håndsprit, vaskepulver. Og vi informerer om hele situationen i håb om, at vi kan forhindre, at smitten spreder sig. Enhver form for beskyttelse og information er til gavn for de mennesker, så vi undgår en total katastrofe.