Armenske børn med handicap gemmes væk af skam og frygt. Men Mission Øst finder dem og tilbyder lægehjælp, rehabilitering og uddannelse. Medarbejdere oplæres, og forældre hjælpe hinanden med at løse børnenes udfordringer.
Af Svend Løbner, journalist
Det er hundekoldt, og maven snører sig sammen af sult. Smalle lysstrimler trænger sig gennem sprækkerne i døren til det lumre soveværelse. Madrassen stinker af tis, men det har du snart vænnet dig til. Selv om du ikke har din fulde førlighed, og dine søskende kalder dig dum, kan du mærke smerten indeni. Du er ikke helt ok.
Sådan er det at vokse op som barn med handicap i Armenien, som bærer en tung arv fra sovjettiden: Foragten for den svage.
Sult og isolation
Forholdene for børn med handicap forværres af, at 43 procent af de armenske familier lever under landets fattigdomsgrænse på 20 kroner om dagen. Fattigdommen gør, at børnene lever i sult og isolation, som forværrer deres tilstand. For børn med handicap bliver ondt kun værre af, at forældrene gemmer dem bag lukkede døre af skam og af frygt for, at andre skal opdage børnenes handicap. Fysisk hæmmede børn har brug for at komme ud at lege, og psykisk hæmmede børn har brug for at blive stimuleret med nye indtryk.
