Af Svend Løbner 2. dec 2019 |

Fra isoleret på fjerde sal til ministerpost

International handicapdag: Zahuri Batoyan voksede op lænket til sin kørestol og isoleret i en lejlighed på 4. sal. I dag er hun minister i den armenske regering. Hjælpeorganisation Bridge of Hope - som danske Mission Øst samarbejder med - blev vendepunktet.

FN har udråbt 3. december til International Dag for Personer med Handicap. Zahuri Batoyan er en af dem. Hun er født med et handicap og bruger derfor kørestol ind og ud af det armenske parlament. Zahuri Batoyan er nemlig både journalist, aktivist og nu minister i den armenske regering. 

Men handicappet stigmatiserede hende som barn. Derfor kæmper hun i dag for, at mennesker med handicap kan indgå på lige fod i det armenske samfund. Hun bruger sig selv og sine egne erfaringer i kampen for at overvinde indre og ydre forhindringer i håb om, at hun kan inspirere andre med handicap til at komme ud af isolation.

Hendes eget vendepunkt fandt sted, da hun kom med i organisationen Bridge of Hope, som den danske hjælpeorganisation Mission Øst samarbejder med. Organisationen træner børn og unge med handicap, så de kan indgå naturligt i almindelige skoleklasser.

Kontakt med verden gennem et vindue

I det meste af Zahuris barndom var hendes eneste kontakt med omverdenen gennem lejlighedens vinduer. Her kunne hun sidde lænket til sin kørestol i timevis og betragte menneskers gøren og laden nede på gaden. Hendes mor eller to søstre tvang hende af og til ud af lejligheden. De bar hende ned ad trapperne og skubbede hende ud på fortovet for at give hende en totaloplevelse af menneskemylderet.  

Men det huede ikke Zahuri. Hun var blevet indadvendt og havde store mindreværdskomplekser. Det hjalp heller ikke, at folk stirrede på hende og derefter vendte sig bort. For 25 år siden var det ikke normalt at se personer med handicap i gadebilledet i Armenien.

Hjemmeskolet

Mens Zahuri var barn, var skolerne ikke indrettede til børn med handicap.  Så familien besluttede at undervise hende hjemme med hjælp fra skolens lærere. Hun fuldførte sin skolegang og genså først sin skole, da moren og de to søstre igen bar hende ned ad trappen og skubbede hende hen til skolen, så hun kunne bestå sin eksamen.

Håbets bro

Organisationen Bridge of Hope (Håbets Bro) arrangerede træningsklasser for børn og unge med handicap, som hendes mor tvang hende til at deltage i. Her lærte hun mere engelsk og fik træning i at bruge en computer.

”Det var hos Bridge of Hope, jeg begyndte at udvikle mig og blive mere udadvendt. Jeg havde ikke set mange børn med handicap, mens jeg sad isoleret hjemme i lejligheden. Men her mødte jeg andre børn og unge med handicap.”

Begyndte et nyt liv som aktivist

Hvad følte du, da du pludselig kom du ud og fik kontakt med andre børn med handicap?

”Det var meget fremmed for mig. Mine venner har senere fortalt, at jeg var meget indelukket. Jeg havde jo ikke haft kontakt med ret mange børn. Jeg var meget tavs.”

Zahuri voksede med opgaverne og endte med at blive ansvarshavende redaktør for Bridge of Hopes blad ”Sunflower”.

”Det blev begyndelsen på mit nye liv. Det var her mit arbejde som aktivist for handicappedes rettigheder begyndte. Jeg ville ikke kun kæmpe for mig selv, men for alle børn og unge med handicap.”

Nu begyndte hun også at undervise unge og forældre i brug af medier. Og efter syv år gik hun i gang med en universitetsuddannelse og blev færdiguddannet som journalist.

Ud af mental isolation, og slut med komplekser

Zahuri var kommet ud af sin mentale isolation, og da hun også selv kom i medierne, var al generthed som blæst væk.

”Vi spillede drama i Bridge of Hope, og en dag blev et af vores stykker transmitteret på nationalt fjernsyn. Da de interviewede mig bagefter, havde jeg ingen problemer med at tale om mig selv som en person med handicap. Da speakeren sagde, at jeg var et forbillede for andre med handicap, indså jeg, at jeg også kunne overvinde mine egne komplekser.”

I dag er Zahuri Batoyan arbejds- og socialminister i Armenien. Fra jobbet som redaktør for ”Sunflower” fik hun ansvar for Bridge of Hopes arbejde med at beskytte rettigheder for personer med handicap. Fra 2012 blev hun direktør for organisationen Zartprint, der støtter personer med handicap i at komme ind på arbejdsmarkedet. Mellem 2013 og 2017 koordinerede hun en national alliance for beskyttelse af personer med handicap. Og fra 2014 er hun formand for Disability Info, der skaffer korrekte, troværdige og inkluderende informationer om personer med handicap.

Da Armeniens præsident Armen Sarkissian skulle sammensætte sin regering, var det helt naturligt at udpege Zahuri Batoyan til arbejds- og socialminister.

Støtte og frigørelse fra familien

Det er en lang vej fra pigen i vinduet på 4. sal til ministerkontoret i Jerevan. Hvor får du styrken fra?

”For det første har jeg fået meget støtte fra min familie. Mine søstre og min mor hjalp mig i hverdagen og indrettede deres egne personlige liv efter mine ønsker. Min far døde da jeg var 12 år.”

“Dernæst fik jeg hjælp fra mine nye klassekammerater og medarbejderne i Bridge of Hope. Mange kom også hjem og hjalp mig med at få hverdagen til at fungere.”

Og det var vigtigt, pointerer hun:

”Jeg havde brug for at blive selvstændig i forhold til min familie. Når min mor hjælper mig, føler jeg mig som et barn. Men når mine medstuderende og medarbejdere hjælper mig, føler jeg mig som en selvstændig person. Også forældre til andre børn med handicap spillede en vigtig rolle. Og lærerne. Jeg fik energi af at være sammen med de mange forskellige mennesker.”

Selvværd handler om livssyn

Følelse af selvværd kommer ikke udefra; det er en indre følelse, reflekterer hun.

”Man kan føle, at man ikke slår til, selv om man er aktiv og meget stærk og smuk efter samfundets målestok. Man kan have overskud den ene dag og underskud den næste. Det afhænger ikke af dit handicap eller andre omstændigheder. Det handler om dit livssyn.”

Personer med handicap må selv gøre noget for at komme ud af isolation, mener Zahuri Batoyan. Derfor er hendes primære målgruppe mennesker med handicap, især børn og kvinder med handicap.

”Når jeg fortæller om mine oplevelser og problemer, tør de også komme frem med deres problemer. Jeg vil opmuntre dem, så de får styrke og vilje og selvværd til at bryde isolationen og leve sammen med andre mennesker. Derved vil de kunne ændre det omgivende samfund. Vi skal have mange flere til at træde ud af anonymiteten.”

’Mød mig – og opdag problemerne’

Så hvis personer med handicap får mere mod og selvtillid og rejser sig, så vil samfundet forandre sig og acceptere dem?

”Ja, for hovedproblemet er mangel på erfaring: Erfaring med at mødes, studere sammen, arbejde sammen. Når jeg nu er i regering, oplever jeg mange, som ikke kender til at have en minister med handicap. De ved ikke, hvad de skal stille op. Det er ikke deres skyld, og vi kan ikke indføre inklusion rent teoretisk. Det er skal ske i praksis. Samfundet kan ikke blive klar til at leve med mig, hvis jeg ikke er der. Jeg skal være der. Jeg skal agere og reagere. Og de skal håndtere udfordringerne med at relatere og samarbejde med mig. Hvis de ikke har denne erfaring, finder de heller ikke ud af, hvad problemerne er, og hvor de ligger.”

Så folk er dels generte, ignorerende og ekskluderende? Og faciliteterne er rent fysisk ikke indrettet til personer med handicap? Har jeg forstået det rigtig?

"Ja, men det andet forhold er afhængigt af det første. Når de ikke har erfaring med at have en kørestolsbruger som minister, har de heller ikke indrettet ministeriet efter det."

”På den anden side skal vi også vente på, at personer med handicap tør indtage lederskab. Samtidig skal myndigheder, politikere og beslutningstagere naturligvis bane vejen for, at det kan lade sig gøre. Både skabe adgang, synlighed og inklusion.”

Vil skabe langsigtet forandring

Hvordan kan det være, at armeniere ikke er vant til at se mennesker med handicap?

”Det skyldes først og fremmest, at personer med handicap ikke har lige adgang til uddannelse. Og så oplever man ikke personer med handicap på arbejdspladserne.”

Et andet problemer er stereotyper om mennesker med handicap, fortæller hun:

”Man mener, at samfundet bør gøre noget FOR dem, i stedet for at gøre det sammen MED dem. Derfor er det vanskeligt for personer med handicap at blive involveret i det politiske liv.”

Men det er lykkedes for Zahura Batoyan - mod alle odds. Hun gik ind i bestyrelsen for Civilsamfundspartiet i 2016. Partiet vandt valget i 2019, og kort efter blev hun udpeget til minister.

“Jeg valgte partiet på grund af deres menneskelige værdier. De troede på mig, på mine erfaringer og på mit værd. Nu prøver jeg at arbejde målrettet på helt specifikke områder og skabe varig forandring i det armenske samfund,” slutter hun.

Donér