Da 33-årige Zaruhi Batoyan var barn, blev hun undervist hjemme, fordi hun har muskelsvind, og skolen ikke havde faciliteter for børn som hende. I dag er hun rettighedsfortaler og chefredaktør.”Jeg savnede kammerater, men der var ikke andre muligheder for børn med handicap dengang,” fortæller Zaruhi.
 
Som ung begyndte hun at komme på Mission Østs center i Armeniens hovestad Jerevan for at lære at bruge en computer og at tale engelsk. På centeret lærte hun samtidig noget, som skulle vise sig at være endnu mere værdifuldt.
Hun lærte at opfatte sig selv som et almindeligt menneske og se sin sygdom som en mindre del af sig selv, i stedet for at lade den fylde hele hendes person. Det gav Zaruhi mod og selvværd til at kæmpe for sig selv og andre med handicap.
 
I dag er hun chefredaktør for bladet Solsikken, der skrives for og af unge med handicap, og samtidig er hun hovedansvarlig for Mission Østs partners arbejde med at sætte problemer for børn og unge med handicap på samfundets
dagsorden.
 Jerevan er også vores by
En af Zaruhis mærkesager er arbejdet med at gøre byen tilgængelig for alle.
 
”Skoler, offentlige bygninger og butikker er stadig ikke tilgængelige for mennesker med fysiske handicap. Det betyder, at de bliver isolerede. Derfor lavede vi i oktober 2012 en demonstration med sloganet ’Jerevan er også vores by,’ hvor mennesker medhandicap sammen med familie og venner og repræsentanter fra pressen gik gennem byen,”
fortæller Zaruhi, der selv må have hjælp fra familiemedlemmer eller kollegaer, hvis hun skal ud i byen.
Også i mediebilledet og den offentlige debat ser Zaruhi, at kendskabet til de rettigheder, som mennesker med handicap
har, vokser.
 
”Journalisterne er mere velinformerede og derfor bedre til at dække emnet. Folk taler også mere om rettigheder for mennesker med handicap. Især retten til uddannelse og arbejde,” forklarer Zaruhi.
 En drøm for fremtiden
Zaruhis drøm er at gøre mere for at styrke unge kvinder med handicap, så de bliver i stand til at tale deres egen sag og til at deltage aktivt i samfundslivet.
 
”Mange af dem er meget passive, og de er dobbelt sårbare, først på grund af deres køn og dernæst på grund af deres
handicap. Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel for dem, fordi mange af dem siger, de gerne vil være som mig,” siger Zaruhi.