Af Kim Hartzner 12. nov 2020 |

Fordrevet familie håber stadig at vende tilbage til Karabakh

Manvel, Sveta og deres datter og børnebørn flygtede fra Karabakh, da Aserbajdsjan angreb enklaven. Nu bor de hos bekendte i Armenien, men håber på at kunne vende tilbage, når der bliver fred. Hvis deres hus altså stadig står.

Det bjergrige Lori-distrikt er den fattigste region i Armenien og også en af ​​de koldeste. Midt om vinteren går temperaturen ned til minus 20 grader. Ikke underligt, at en Karabakh-flygtningefamilie på tre voksne og tre børn har dækket vinduerne til med plastik for ekstra beskyttelse mod kulden.

Den typiske flygtningefamilie fra Karabakh består af pensionister, kvinder og børn, og dette er ingen undtagelse.

Manvel er en 56-årig bedstefar, gift med 53-årige Sveta. De bærer begge præg af en hård tilværelse over mange år. De er nu flygtet fra deres hjem med kun ganske få ejendele.

Drømmer om at vende hjem

Familien kommer fra regionen Kelbajar, et område i Aserbajdsjan, der ligger mellem Karabakh og Armenien. Området har været under Karabakhs kontrol som beskyttelseszone siden våbenhvilen i 1994, men er nu indtaget af Aserbajdsjan efter seks ugers krig.

Med fredsaftalen mellem Armenien, Aserbajdsjan og Rusland den 10. november 2020, er det usandsynligt, at denne familie nogensinde vil vende tilbage til deres hjem i dalen mellem Armenien og Karabakh.

Men Manvel, der er tidligere chauffør, nærer stadig en drøm om at vende hjem:

”Jeg vil vende tilbage, selvom mine børn bliver her. Hvis mit hjem stadig er der efter krigen, vender jeg tilbage!”

To værelser og en altan

Manvel og Sveta flygtede med deres datter og dennes tre børn den 27. september, da Aserbajdsjan startede et totalangreb på Karabakh. Sveta kommer oprindelig fra Armeniens Lori-distrikt og fandt frem til en bekendt, der nu har stillet to værelser og en altan til rådighed for den fordrevne familie.

”Når vi ringer til folk fra vores hjemområde i Karabakh, fortæller de os, at vores hus stadig står, men vi ved ikke, hvor længe det vil vare. Men vi håber, at der ikke sker noget med vores hus,” forklarer Manvel og fortsætter:

”Mit største ønske er fred og at vende tilbage til tingene, som de var, så jeg kan slippe af med den skyld, jeg føler for at have udsat min familie for alt dette.”

På spørgsmålet om, hvad deres største behov er, siger Manvel straks: "Træ til vinteren, så vi ikke fryser og bliver syge."

Af lokale NGO'er har familien modtaget mad, tøj og en vaskemaskine for at gøre livet lettere for deres 25-årige datter Gohar, der er mor til tre børn og er højgravid med det fjerde.

Tårer og hjertebanken

Drengen Ara på 4 og hans søstre Armine, 5 år, og Lusine, 3, synes at være påvirket af de voksnes humør.

Gohar har meget svært ved at tale om sin mand og familiens skæbne:

”Hver gang jeg taler til min mand Hovannes ved frontlinjen, begynder mit hjerte at banke hurtigt, men han siger bare 'alt er ok'.”

Tårerne vælder frem i hendes øjne, mens hun fortæller:

”Vores børn bliver ved med at spørge, hvornår krigen er slut, så de kan se deres far igen.”

Hvornår regner I med at se ham igen?

”Når krigen er slut. Vi håber alle på fred,” svarer Gohar.

Donér