Familie på flugt fra bomber: Vi har brug for mad og medicin 
Af Svend Løbner, journalist and Kim Hartzner, founder 10. nov 2020 |

Familie på flugt fra bomber: Vi har brug for mad og medicin 

Ashrin, Albert og deres to børn måtte flygte fra Karabakh, da aserbajdsjanske fly bombede deres hjem og en kirke, hvor deres børn skjulte sig. Nu er de i sikkerhed, men mangler alt. 

Ashrin og hendes familie blev rykket op med rode, da Aserbajdsjan iværksatte et massivt bombeangreb på Karabakh den 27. september 2020. Bomberne fra fly og droner ramte flere byer og militære installationer. 

Ashrin på 27 år måtte flygte fra Karabakh med sin 41-årige mand Albert og parrets to børn, efter at deres lejlighed var blevet ramt direkte af en bombe, mens hele familien gemte sig i et beskyttelsesrum under deres lejlighedskompleks. 

Vi møder hende i den armenske hovedstad Jerevan, hvor familien nu er midlertidigt indlogeret i et lille soveværelse og et nedslidt køkken.  

Ashrin er bleg og nervøs, mens hun fortæller sin historie. Hendes mand Albert er for genert og fortvivlet til at sige et eneste ord i de halvanden time, vi tilbringer sammen.  

Bombe ramte kirke, hvor børnene skjulte sig 

Efter 11 dages krig boede familie stadig i deres lejlighed på femte sal i Karabakhs traditionelle hovedstad Shushi. Men netop denne dag – den 8. oktober – skulle blive skæbnesvanger for den lille familie: 

- Vi havde intet at spise, så vi gik til en butik for at købe mad, efter at have skjult vores børn i katedralen på den anden side af gaden. Min 16-årige søster passede børnene, og vi troede, de ville være sikre der. Så vi gik hen til en nærliggende butik for at handle.   

- Men så hørte vi en høj sirene og blev bange. Politiet kom og sagde, det var en luftalarm, og at vi var nødt til at blive inde i butikken. Men vi fortalte dem, at vi ikke kunne, da vi var nødt til at hente vores børn, da vi var bange for, at de ville dø. 

- Vi forlod butikken og så til vores rædsel, at en bombe havde ramt katedralen og efterladt et efterladt et stort hul i taget. Da vi kom ind i kirken, der var fyldt med støv og røg, kunne vi bare svagt se en 74-årig mand, der havde lagt sig over vores børn for at beskytte dem mod alle murbrokker, der faldt ned. Den gamle mand reddede deres liv, og de blev ikke skadet. Vores 5-årige dreng Artur kunne ikke sige noget af angst og begyndte først at tale, da hans far tog ham i armene. 

- Da vi kom ud igen, hørte vi lyden af ​​en drone og var bange for at blive ramt igen. I det samme øjeblik blev kirken igen ramt, og vi skyndte os tilbage til kirkerummet, hvor vi fandt tre russiske journalister, to let sårede og en hårdt såret. Vi ringede efter en ambulance, men de sagde, at de ikke havde flere biler, så vi fik min onkel til at køre den hårdt sårede journalist på hospitalet. 

Familiens lejlighed bombet sønder og sammen 

Herefter turde Ashrin, Albert og deres to børn ikke gå tilbage til deres lejlighed og opholdt sig derfor i beskyttelsesrummet under lejlighedskomplekset i flere uger.  

Men så skete der noget, der fik det hele til at ryste:  

- Den 31. oktober kl. 08.30 om morgenen blev vores lejlighed på femte sal ramt direkte af en bombe, og vi mistede alt på et sekund. Jeg følte mig ramt personligt: Hvorfor skulle det være os, hvorfor blev der sigtet på os? 

En præst fra kirken fortalte, at familien var nødt til at flygte ud af byen med det samme. Og en journalist fra Jerevan var rystet over at se, at familien med det to børn stadig opholdt sig i byen.   

- Journalisten Jirair sagde, at hans hjerte blev knust, da han hørte historien om vores børn og nu mødte os. Han efterlod os sit telefonnummer og fortalte os, at han ville gøre alt for at hjælpe os. Derefter organiserede kirken en bil for os og endnu en familie, der kørte os til rutebilsstationen i Jerevan.  

- Vi troede, at der ville være nogen der, der hentede os, men ingen ventede på os. Så kom en dame og sagde, at hun ville hjælpe os og tage os med hjem til sig i en landsby uden for Jerevan. Jeg havde meget stærk hovedpine, så hun gav mig nogle piller. 

Hårdt brug for penge til mad og medicin 

Journalisten Jirair ringede nu for at høre, hvordan det var gået med familien, og tilbød at sen de legetøj til børnene.  

- Jeg bad ham om at glemme legetøjet og kun skaffe penge, så vi kunne overleve, fortæller Ashrin.  

Så næste morgen fik han nogen til at hente familien og førte dem til et hus i Jerevan, hvor udlejeren lader dem bo i det lille soveværelse og køkken. 

- Nu har vi været her i en uge. Vi har intet tilbage. Vi har mistet alt. Vi har ingen penge. Vores største behov er kontanter, så jeg kan købe medicin til mit høje blodtryk, og så har vi brug for penge til mad. Nogle gange kommer folk forbi og hjælper os. 

Lige inden interviewet er slut, siger den 5-årige dreng Artur:  

- Hvad jeg virkelig vil have er penge, så jeg kan købe en gave til Jirair, manden, der reddede os! 

Donér