Danskere besøger børn med handicap i Armenien

En flok danskere lod sig i efteråret overvælde af det modsætningsfyldte Armenien, da Kristeligt Dagblad og Mission Øst inviterede på oplevelse i den tidligere sovjetrepublik. Tag med på deres rejse her:
 

Af Tania Maria Lüders Rusbjerg, journalist i Mission Øst

Bussen med de 22 danskere drejer fra alfarvej et sted i Armenien. Den rare monotone cement bliver til mindre rar bumpet jord, og træer og marker langs vejen forvandles først til ét hus, og længere henne til endnu ét, indtil husene til sidst ligger så tæt, at de danner en mindre by. Ældre mørkhårede kvinder stikker deres hoveder ud af vinduer i slidte etageejendomme, og nysgerrige børn kigger op fra bagsædet af forældrenes rustne, østeuropæiske biler. 

’Hvad mon de mange blonde mennesker laver her, hvor er de på vej hen?' synes de at tænke. Det er ikke hver dag, en stor bus prøver kræfter med områdets hullede grusveje. Regnen har tilføjet det hele en smule smat, og hastigheden op ad bakke efterlader god tid til at suge indtryk til sig, både hos dem, der sidder inde i bussen og hos dem udenfor. Endelig drejer den af, ind ad en åben port, og standser foran en bygning af ældre dato. Velkommen til Gavar Specialskole for børn med handicap.

Anderledes forhold
"Mit første indtryk var fattigdommen, som stod i så stærk kontrast til danske forhold, hvor vi hjemme er meget mere privilegerede," fortæller 62-årige Anna Kirstine Haugaard fra Odense.

"Jeg så det for eksempel på bygningerne og på legepladsen – der var ikke de indbydende omgivelser og farvestrålende klatrestativer, som vi er vant til."

"Man ville få svært ved at finde en dansk lærer eller pædagog, som vil arbejde under de forhold," supplerer Hanne Marie Winkel fra Humlebæk,

"Men lærerne var så stolte, da de viste os rundt i bygningerne, som havde undergåeten forvandling fra den rene ruin til funktionsdygtige lokaler."

Og stolte har de god grund til at være. Kostskolen er blevet et forbillede for andre skoler i landet og giver børn, der før blev gemt væk derhjemme på grund af deres handicap, en chance for at lege og lære og opdage en verden med langt flere muligheder, end de nogensinde før har haft.

Ikke bare et nummer
Det er ikke alle børn, der er mødt frem endnu. Dagen forinden har Armenien haft 18-års fødselsdag efter løsrivelsen fra Sovjet, og mange har været på forlænget weekend hos familien for at fejre den. Selvom skolen for nylig har fået varmeapparater hist og her, er der stadig køligt indenfor, og de danske besøgende beholder fornuftigt nok deres trøjer på. Ligesom børnene. Men stemningen er til gengæld alt andet end kølig.

"Varme, det manglede der ikke," siger Anna Kirstine Haugaard om den imødekommenhed, hun oplevede.

"Jeg mødte nogle meget engagerede og professionelle mennesker, der virkede utrolig interesserede i børnene. Jeg har selv altid haft en svaghed for børn med handicap," fortæller hun, der i cirka 20 år har arbejdet som psykolog blandt børn med handicap i Danmark.
 
42-årige Lone Nybye Nielsen fra Herning, der læser til pædagog og overvejer at specialisere sig i børn med specielle behov, er enig:
"Det var dejligt at se, at børnene ikke bare er et nummer, men at lærerne virkelig interesserer sig for dem. Jeg har oplevet herhjemme, hvordan man nemt kan komme til at glemme det enkelte menneske. Men det var tydeligt, at det, de gør, gør de helhjertet."

Hjælp i et lille gult hus
Chaufføren starter atter motoren, og bussen bumper tilbage ned ad vejen, indtil der bliver længere mellem husene og de igen erstattes af træer og marker. Men turen er langt fra overstået. Dagen efter kører bussen endnu længere væk, forbi store søer, gennem golde bjergpas og skovrige områder, indtil den standser foran et gult hus med store vinduer. Inden for døren strømmer klassisk musik ud fra en lille radio i receptionistens bås.

I de lyse værelser er fysioterapeuter, talepædagoger og psykologer i gang med genoptræning af små børn, mens deres forældre ser glade til. For blot et år siden skulle børnene hver gang helt ind til hovedstaden for at få nogen som helst hjælp, igennem de skovrige områder, igennem bjergpassene, forbi de store søer. Umuligt for en hårdtarbejdende familie, hvis børn med autisme, fysiske handicap, spastiske lammelser med mere derfor var tvunget til at blive hjemme, hvor de blot fik det værre og værre.

"Jeg har igennem mit arbejde i Danmark oplevet, hvordan manglende hjælp kan påvirke et lille barn på lang sigt," fortæller Anna Kirstine Haugaard og udtrykker sin begejstring for, at der nu endelig er hjælp at finde.

En stor oplevelse
Else Lindestrøm Poulsen fra Brøndby har støttet Mission Østs arbejde i Armenien siden 1992 og har nu oplevet det med egne øjne for allerførste gang:

"Det var en stor oplevelse at se børnene blive stimuleret af kyndige læger, psykologer og fysioterapeuter, alle med stor kærlighed til børn. Stedet var præget af varme og et ønske om at hjælpe det enkelte barn på lige netop det niveau, det befinder sig på både fysisk, motorisk og intellektuelt," siger hun.

Der findes stadig børn i Armenien, som lever gemt væk derhjemme. Handicap er stadig forbundet med et tabu i store dele af landet. Men et hold fra Danmark fik lov at opleve, hvordan hjælp udefra kan hjælpe forældre, naboer, myndigheder til at ændre synet på mennesker med særligt behov.

"Jeg fik den opfattelse, at man er begyndt at prøve at forstå børnene i stedet for at se dem som problemer. Det synes jeg rigtig godt om," slutter Lone Nybye Nielsen.

Læs mere om Mission Øst i Armenien her

 

Donér