Pia Jerslund fra Mission Østs bestyrelse blev imponeret af Bridge of Hopes arbejde.
Af Svend Løbner 29. apr 2022 |

Armenien: Børn med handicap får mulighed for at udvikle sig

Pia Jerslund fra Mission Østs bestyrelse har netop besøgt Armenien for første gang i 24 år. Hun fortæller: - Børn med handicap kommer ud af isolation og forældre danner grupper, hvor de støtter hinanden, ja, der er sket en holdningsændring i samfundet.

Kan man spille teater, tage en universitetsuddannelse og deltage i nationale matematikkonkurrencer, når man har et handicap? Selvfølgelig!

En målrettet indsats gennem 30 år bærer nu frugt, fortæller Pia Jerslund fra Mission Østs bestyrelse. Hun er netop kommet hjem fra en rejse i Armenien sammen med generalsekretær Betina Gollander-Jensen og kommunikationsmedarbejder Karen Sophie Krag.

 

Pia Jerslund fra Mission Østs bestyrelse i Armenien

Holdningsændring i samfundet

Pia Jerslund kunne tydeligt se forandring i landet, som hun besøgte tilbage i 1997 i forbindelse med en nødhjælpsuddeling.

- Det var spændende at se, hvad vi faktisk har opnået på alle de år. At vi sammen med organisationen Bridge of Hope virkelig har kunnet forbedre livet for personer med handicap. Og at det i høj grad er lykkedes at vende samfundets holdning. Og afbøde forældrenes følelse af skyld og skam.

Før blev børn med handicap gemt væk i husene uden muligheder. Men det er fortid nu:

- Da vi besøgte en skole, mødte vi en pige med spastisk lammelse. Hun er så klog, at hun er med til matematikkonkurrencer i Armenien. For 30 år siden ville hun være blevet endt som analfabet, konstaterer Pia Jerslund.

Mødre opgiver karriere for at støtte deres børn

Hun var også imponeret af mødre, der hver dag sad sammen med deres børn for at støtte dem i undervisningen. Børn, der i mange tilfælde ikke kan være i skolen alene.

- Mødrene opgiver deres arbejde og karriere for at tage sig af deres børn. En af disse mødre er begyndt at læse psykologi, så hun kan hjælpe andre forældre med at støtte deres børn. Derudover skriver hun teaterstykker til et teater i hovedstaden Jerevan, hvor personer med handicap spiller med.

- En anden mor er operasanger, som også har opgivet sin karriere for at hjælpe sit barn. Samtidig har hun oprettet en forældregruppe, hvor forældre kan mødes og tale sammen. Det er jo klart at man har brug for at mødes og støtte hinanden. For mange er det stadig skamfuldt at have et barn med handicap.

Tvillinger med handicap tog en universitetsuddannelse

Pia Jerslund og teamet besøgte også et af de fire centre, Bridge of Hope driver i det nordlige Armenien. Her kan familier i byen og de omkringliggende landsbyer komme og trække på medarbejdernes kompetencer, modtage undervisning i, hvordan de træner med deres børn, og lære forskellige øvelser, de kan bruge derhjemme.

Mange af brugerne omtalte centrene som deres familie, fortæller Pia Jerslund:

- Her hørte de til, og her blev de mødt med den kærlighed, forståelse og professionalisme, de har brug for. De lyste op, når de fortalte os om deres center.

- Vi mødte en vinbonde, der har to døtre, der begge har et handicap og har været tilknyttet et Bridge of Hope-center siden det startede i 2005. De to tvillinger er 28 år og har begge taget en pædagoguddannelse på universitetet. De hjælper nu til på det Bridge og Hope-center, hvor de selv har gået til genoptræning. Faren har desuden ansat den ene datter til at tage sig af vinfarmens økonomi og den anden til at tage sig af PR og markedsføring.

- Han sagde, at vi ikke kunne forestille os, hvad det betød for ham og hans døtre og andre med handicap, at der kommer nogen og ser på deres center og tager deres situationer alvorligt. Det betyder helt uendeligt meget for dem. Det var meget rørende! slutter Pia Jerslund.

100
dkk

Donér

Nyheder fra Armenien

Ingen tilgængelige nyheder.