Mission Øst sætter alle sejl til i kampen mod Corona

Den danske hjælpeorganisation sætter massivt ind med oplysning og materialer til god hygiejne i fem lande. Hvis vi ikke handler nu, får det katastrofale konsekvenser, siger generalsekretær.

Coronakrisen tvinger os i isolation. Vi holder sammen ved at holde afstand. Men der er noget, vi ikke behøver holde på afstand og isolere os fra: Verdens nødlidende.

Derfor investerer Mission Øst nu massivt i en omfattende forebyggelsesindsats i fem lande: Afghanistan, Nepal, Irak, Syrien og Libanon.

- Det får helt uoverskuelige konsekvenser, hvis vi ikke sætter alle sejl til for at bekæmpe Corona-virusset. Flygtninge og fordrevne har ikke samme adgang til oplysning, hygiejneartikler og sundhedsfaciliteter, som vi har herhjemme. Vi bør gribe ind nu, hvis ikke katastrofen skal få apokalyptiske dimensioner, siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner.

Med et budget på i alt 24 millioner kroner vil Mission Øst nu hjælpe 355.000 personer med Corona-oplysning, hygiejneartikler, sæbe og adgang til rent vand. De vil uddele tæpper fra telt til telt i flygtningelejre, så flygtninge og fordrevne ikke behøver at stå i kø for dem med risiko for smitte. Og desuden uddele mad til ældre, svage, syge og personer med handicap.

Mission Øst appellerer især til kirker, foreninger og private givere: ”Jo flere penge, vi får ind, des flere kan vi hjælpe!”

Man kan donere her på hjemmesiden.

Donér