Mission Øst uddeler hygiejnesæt til over 98.000 personer i de konfliktramte nordøstlige provinser. Oplysningskampagner modvirker rygtedannelse.

Mission Øst uddeler hygiejnesæt til 13.498 familier med over 98.000 personer i det nordøstlige Afghanistan. 22.960 personer har allerede modtaget hjælpen. Medarbejderne oplyser om smittefaren ved COVID-19. Hjælpen er finansieret af DANIDA og den tyske regerings afdeling for internationalt samarbejde.

Den afghanske befolkning er meget lydhør og følger anvisningerne. Men under overfladen lurer den vedvarende konflikt mellem regeringsstyrker og oprørsgrupper. Det fortæller Zarrena Velasquez, der er Mission Østs landeleder i Afghanistan.

”Befolkningen i lokalsamfundene er meget modtagelige for vores oplysningskampagner. De ønsker at vide så meget som muligt om situationen og følger reglerne om social distance strengt. Regeringen erklærede tidligt begrænsninger i bevægelsesfriheden og senere nedlukninger og truede med store bøder ved overtrædelse. Derfor tager befolkningen nedlukningen alvorligt, selvom kampene mellem regeringsstyrker og ikke-statslige væbnede grupper fortsætter uformindsket og endda er intensiveret i nogle distrikter i landets nordøstlige del.”

Oplysning modvirker rygter

Mission Øst har allerede gennemført oplysningskampagner om Corona til 21.500 husstande i Badakhshan- og Takhar-provinserne. Der er brug for reel oplysning, fortæller Zarrena Vasquez:

”Folk har en tendens til at spekulere, når de ikke forstår, hvad der sker med dem. Det forstår man godt. Først betragtede mange afghanere virusset som ”udlændingevirus”, men den opfattelse blev straks rettet, da de opdagede, at deres egne afghanske landsmænd faktisk bragte virusset med ind i landet fra Iran og Pakistan.”

De afghanske myndigheder oprettede hurtigt COVID-19-udvalg i alle landets 34 provinser for at håndtere alle Corona-relaterede spørgsmål. Udvalgene fik straks trykt foldere og brochurer om smitten og sikrede, at også fordrevne og hjemvendte flygtninge fik del i oplysningerne

Uddeler brochurer

Som supplement har Mission Øst gennemført en omfattende bevidstgørelsesindsats gennem distribution af oplysningsmateriale målrettet lokalsamfund i Badakhshan og Takhar. Fremover vil indsatsen blive udvidet til en offentlig oplysningskampagne ved hjælp af højttalere, plakater og bannere. Det sker under en kommende distribution af hygiejnekit til 13.498 husstande på landet og blandt fordrevne familier.

Mission Øst har også trykt 5.000 brochurer til uddeling på skoler i Badakhshan og yderligere 1.500 brochurer til provinsens sundhedsvæsen. Derudover har Mission Øst skænket sæbe, masker og handsker til 200 familier i Badakhshans Baharak- og Shohada-distrikter. Hjælpen deles ud af lokalmyndighedernes afdeling for kvinders anliggender.

Nemt at indføre social distance

Hvordan bliver I modtaget, når I deler ud?

”Befolkningen er meget forstående, når de bliver orienteret om vigtigheden af at følge reglerne for at forhindre smitten. De følger retningslinjerne for social distance strengt,” fortæller Zarrena Velasquez og uddyber:

”At COVID-19-begrænsningerne omgående omfavnes af befolkningen skyldes kulturen for ‘purdah’. Adskillelsen af mænd og kvinder gør det nemt at indføre social distance.”

Mission Østs kontorer i Kabul, Faizabad og Ishkishem i hhv. Badakshan og Takhar-provinsen er lukket og de fleste medarbejdere arbejder hjemmefra. Lige med undtagelse af dem, der går ud fra dør til dør med hjælpepakker og oplysning om smittefare og beskyttelse i forbindelse med Corona-pandemien. Personalet omdirigeres efter behov for at hjælpe med de planlagte uddelinger fra hus til hus i begge provinser.

Alle medarbejdere er beskyttede

”Alle medarbejdere har fået træning i at forholde sig sikkert i forhold til smitten og er forsynet med det nødvendige beskyttelsesudstyr. Der er indkøbt masker, handsker og håndrensningsmiddel til alt Mission Øst-personale, både i Badakhshan og Takhar. Ingen af vores medarbejdere har tilladelse til at bruge offentlig transport,” fortæller Zarrena Velasquez.

Hvad er jeres største udfordringer?

”Da de fleste virksomheder i landet er lukket, er det svært at anskaffe vores COVID-19-tilpassede hygiejnesæt. Vi oplever allerede vanskeligheder med at sende forsyninger og dokumenter fra Kabul til Badakhshan og Takhar på grund af transportforbud fra en provins til en anden.

Det er også svært at modtage varer fra udlandet, da der kun fem havne er åbne for import og eksport i hele Afghanistan,” slutter Zarrena Velasquez.

Her uddeles hjælpen i Afghanistan

13.498 familier med over 98.000 personer i Badakhshan- og Takhar-provinserne bliver oplyst om COVID-19 og modtager hygiejnesæt for at modvirke smitten. I Badakhshan-provinsen modtager 1.100 fordrevne familier i Faizabad hjælpen. Det samme gør 4.070 husstande i provinsens landdistrikter. I Takhar-provinsen modtager 2.300 fordrevne familier i Taloqan hjælpen. Det samme gør 6.028 husstande i provinsens landdistrikter.

Radio med Corona-oplysning til 400.000 mennesker

Mange afghanere kan ikke læse, men de hører radio. Derfor arbejder vi sammen med lokale radiostation­er i to af de større provinser. I primetime sendes der hver time et indslag om, hvordan man beskytter sig selv og andre mod Corona-virus. Indslagene sendes på dari og uzbekisk og når ud til 400.000 personer i Takhar- og Badakhshan-provinserne.