Mission Øst sender et hold til Pakistan for at vurdere hvilke behov, vi specifikt kan adressere midt i katastrofen, der har ramt store dele af landet. Holdet vil i tæt samarbejde med flere lokalsamfund sætte fokus på især genopbygning og en indsats for at sikre menneskers levevej i fremtiden.

Oversvømmelserne i Pakistan indtraf i juli efter ekstrem kraftig monsunregn. Mindst 1.600 har mistet livet, tusinder er blevet hjemløse og flere end 14 millioner mennesker er ramt af katastrofen. Redningsarbejdere vurderer, at dødstallet kan nå op på 3.000. 

Seneste skøn fra FN er, at antallet af mennesker, der lider under de massive oversvømmelser i Pakistan, overstiger 20 millioner. Det er flere end under tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004, jordskælvet i Kashmir i 2005 og jordskælvet i Haiti i 2010 – sammenlagt. 

Katastrofen har derudover gjort voldsom skade på Pakistans i forvejen dårlige økonomi på grund af omfattende skader på infrastrukturen og afgrøderne. I alt er 3,2 millioner hektar landbrugsjord beskadiget eller gået tabt.