Når de internationale styrker trækker sig ud 11. september 2021, bliver Mission Øst i landet og fortsætter vores humanitære udviklingsarbejde.

Afghanistan står ved en skillelinje. Den 11. september 2021 trækker de amerikanske soldater og den internationale styrke – herunder Danmark – sig ud af landet efter 20 års international intervention og tilstedeværelse. Det er samtidig 20 år siden Mission Øst begyndte arbejdet i det nordøstlige Afghanistan.

Når de internationale styrker trækker sig ud, bliver Mission Øst i landet med vores afghanske team og fortsætter vores humanitære udviklingsarbejde på trods af det formindskede råderum, der bliver efter 11. september 2021.

Vi bliver i et fortsat mere ustabilt land, hvor vi oplever en fortsat stigning i angreb fra afghanske oppositionsgrupper, der især er gået efter kvindelige aktivister, menneskerettighedsforkæmpere og journalister.

Den altoverskyggende prioritet er fortsat at bekæmpe COVID-19 med hygiejnekits og information via radioen. Mange resurser er gået til bekæmpelse af COVID-19, så andet er blevet nedprioriteret.

Men det vender nu, hvor vi effektiviserer både arbejdsrutiner og programarbejdet, som omfatter fødevaresikkerhed, uddannelse- og arbejdstræning, genplantningsprojekter og WASH.

Mission Østs stærke engagerede team i Afghanistan vil fortsat levere i det ustabile land, der har et stort behov for mere hjælp og støtte, specielt nu hvor de internationale styrker trækker sig ud.