Både Sohaila Khan, 25, og Maa Begum, 50, levede i den allerværste fattigdom i det nordlige Afghanistan. De havde hverken råd til at holde børnene eller sig selv mætte. ”Der var intet lys for enden af tunnelen,” fortæller Sohaila.  Indtil en julidag i 2006. 
“Vi havde ikke engang et stykke jord, hvor vi kunne dyrke mad,” siger Maa Begum (nederste billede). I en årrække forsøgte hendes ældste søn forgæves at forsørge alle ni familiemedlemmer med en månedsløn på under 300 kroner. Han var den eneste, der var heldig at have et job.
Ganske få måneder efter Sohailas bryllup måtte hendes mand, Ahmad Khan, forlade hende for at finde arbejde i Iran.
De to familier blev betragtet som nogle af de fattigste og mest sårbare i deres landsbyer. Så da Mission Øst lancerede sit landbrugsprojekt i Badakhshan i det nordlige Afghanistan, anbefalede de lokale landsbyråd, at Sohaila og Maa fik hjælp.
I juli 2006 blev de derfor – sammen med 18 andre kvinder – udstyret med et bistade, beskyttelsesudstyr og undervisning i at producere honning.
På blot ét år har honningen vendt et håbløst liv for de to kvinder og deres familier til glæde og håb:
“I år, på grund af honningen, har jeg tjent nok til at sende mine børn i skole. Det er et mirakel. Jeg havde ellers opgivet håbet om at tjene penge og forsørge mine børn,” siger Sohaila. Maa tilføjer stolt:
“I dag har vi råd til at købe uniformer og bøger, og vi kan betale for børnenes skolegang. Vi har også råd til madvarer, og sæbe så børnene kan blive vasket.”
På grund af deres eget hårde arbejde, har Sohaila og Maa haft råd til at købe flere bistader selv. I år høstede Sohaila derfor 87 kilo honning. 72 kilo sælger hun på det lokale marked, og pengene, hun tjener, bliver brugt til at forsørge familien med mad, tøj og andre nødvendige ting. Hun er dybt taknemmelig for hjælpen og glæder sig nu over fremtiden:
“Jeg kunne godt tænke mig fem bistader mere. Og så vil jeg hjælpe kvinder i min landsby til at stå på egne ben, lige som jeg selv er blevet hjulpet.”
Efterspørgslen på honning er stor i Badakhshan i det nordlige Afghanistan, hvor Maa og Sohaila bor. Så stor, at de få biavlere, der findes dér, slet ikke kan følge med. Der er derfor god mulighed for, at mange flere afghanere kan arbejde sig ud af fattigdommen, hvis de får hjælp til at producere honning.