Nadia Nadim har taget hele turen.  Den første del af den på flugt fra Taleban.  Danmarks kvindelige stjerneangriber og første danske landsholdsspiller med  flygtningebaggrund fortæller her, hvad  der har givet hende drivkraften til at  gå efter trofæet.
 

I 2001 rykker Mission Øst ind i Afghanistan med akut nødhjælp til en befolkning, der har fået revet tæppet væk under sig i krigen mod Taleban. Kort tid forinden har Nadia Nadim, der på det tidspunkt er ni år gammel og bor i Kabul, mistet sin far, Rabena Khans. Som højtstående general i den afghanske hær er han blevet bortført og henrettet af Taleban. Nadias mor, Namida, der nu er blevet alene med fem små piger, frygter for sit og pigernes liv og vælger at flygte. Ved et tilfælde havner de i 2003 i Danmark på et asylcenter i Nordjylland. 

 

Alt var kaos

Vi fanger Nadia Nadim på telefonen fra Georgien mellem to landskampe i den igangværende EM-klassifikationsrunde. Da vi får Nadia i røret, kommer hun lige fra den afsluttende træning inden den næste kamp mod Georgiens kvindelandshold.

Danmarks kvindelige stjerneangriber er fuld af energi og overskud. Faktisk næsten så meget, at ordene vælter over hinanden i deres iver efter at komme ud. Der er en beslutsomhed grænsende til rastløshed at spore i stemmen. Man fornemmer, at man taler med en person, der ikke spilder sin tid.  

Men det overskud var der ikke tilbage i 2000 efter at Nadia, hendes mor og søstre modtog nyheden om farens henrettelse: ”Det var virkelig hårdt. Alt var kaos og man anede ikke, hvad der ventede lige rundt om hjørnet. Vi vidste faktisk ikke, om vi ville være i live dagen efter,” siger Nadia.  
 

Aldrig tilbage til samme situation

Hvordan kom du personligt videre fra det eksistentielle nulpunkt?

”Jeg tror, da vi endelig kom til Danmark, havde vi oplevet så meget og været så meget igennem. Og pludselig står du i en situation, hvor du får en ny chance. Alle i min familie var meget opsatte på, at vi aldrig skulle havne i sådan en situation igen. At vi for enhver pris skulle blive til noget. Jeg tror, det var det, der var drivkraften.” Nadia tager en kort tænkepause og tilføjer:  
”Jeg har faktisk læst en del artikler, som viser, at de mest succesfulde mennesker i verden er nogen, der på et tidspunkt har fået nok af at være i en situation, om det så er fattigdom eller en oplevelse, de har haft, hvor de har sagt til sig selv:

“Jeg lover mig selv, at jeg aldrig skal havne i sådan en situation igen”. Det kan jeg genkende fra mig selv. Man får ekstra hunger. Jeg har det stadigvæk sådan, at jeg aldrig vil opleve de ting igen. Jeg vil ikke opleve de følelser igen, så simpelt er det.”
 

“Jeg vil aldrig opleve de følelser igen. Så simpelt er det”