Afghanistan er gået en plads tilbage i den FN undersøgelse, der rangerer befolkningens udvikling i 178 lande verden over. “Human Development Index” er baseret på blandt andet indkomst, forventet levetid og indbyggernes evne til at læse og skrive. 
Rapporten, der blev offentliggjort den 18. november, viser, at kun fire andre lande (alle afrikanske) har fået en værre placering end Afghanistan. Det gør landet til det femte mindst udviklede land i verden og det fattigste i hele Asien.
I 2004, hvor den sidste Afghanistan-undersøgelse blev foretaget, var landet “kun” det sjette mindst udviklede land i verden.
Undersøgelsen viser blandt andet, at 68 procent af den afghanske befolkning mangler tilstrækkelig adgang til rent vand, og at halvdelen af alle børn under fem år er underernærede.
Mission Øst er én af de få danske hjælpeorganisationer, der er tilbage i Afghanistan. I 2006 forsynede vi blandt andet ni landsbyer med rent drikkevand og hjalp 1.142 familier med at plante køkkenhaver og dyrke deres egen mad.
Vicegeneralsekretær i Mission Øst, Peter Blum Samuelsen, besøgte Afghanistan i sommeren 2007. Her oplevede han, hvordan hjælpen på trods af de kedelige statistikker virkelig gør en forskel for rigtig mange mennesker. Læs om hans oplevelser her
Læs mere om Mission Øst i Afghanistan her