Køkkenhaver er et relativt ukendt fænomen i store dele af Afghanistan, hvor kosten som regel består af brød og suppe. En køkkenhave kan styrke familiens indtjening. Foto: Mission Øst
Af Svend Løbner, journalist 15. mar 2019 |

Benny Werge: Der er fremskridt i Afghanistan

Benny Werge fra Sorø har i seks år hjulpet afghanerne med at udvikle deres eget land. Resultaterne er begyndt at vise sig. 

”Der er små fremskridt, også i Afghanistan,” konstaterer Benny Werge. Han har arbejdet sammenlagt seks år for Mission Øst i det krigshærgede land, og i måneden op til jul sidste år sagde han ja til en kort periode som fungerende landeleder. 

”Det er rigtig godt at komme en tur ud i provinserne og blive mindet om alt det gode arbejde, der gøres,” siger han. 

Sikkerhedssituationen i landet er dog forværret, fortæller han. Han kan kun bevæge sig uden for Mission Østs hovedkvarter i Kabul i bil, og da han for nylig skulle tilse arbejdet i nordøst, måtte han flyve dertil. Taleban kontrollerer nemlig dele af vejen derop.

Da han ankom, kunne han til gengæld glæde sig over, at hjælpearbejdet nytter. Mission Øst underviser blandt andet i hygiejne og bygger latriner, og det har bevirket, at færre børn dør af diarré.

Drivhuse er en sjældenhed

Samtidig bliver sundheden bedre ved, at familierne får varieret kost og bedre ernæring, fortæller Benny Werge:

”Der er virkelig et potentiale i at hjælpe kvinderne, som jo står for husholdningen, med at oprette køkkenhaver og dyrke og forarbejde grøntsagerne, så de kan forsørge sig selv og måske opnå en indtægt ved salg på markedet.” 

Køkkenhaver er ellers et ukendt fænomen i store dele af Afghanistan, fortæller han. Men her dyrkes grøntsager, der bliver til syltet grøntsagsmos og opbevares i glas med låg, så det kan holde sig længere. Og kvinderne får undervisning i, hvordan de kan sikre sig ordentlige priser på det lokale marked.

”Det er noget, der i dén grad kan styrke en families indtjening,” siger han.

Og de små fremskridt i Afghanistan illustreres ved, at to kvinder fra lokalområdet nu er valgt ind i landets parlament.  

Styrker afghanerne

Ud over undervisning i grøntsagsdyrkning og hjælp til enkle drivhuse støtter Mission Øst lokalbefolkningen i at oprette lokalråd og beredskaber, der kan gå i aktion, når en af de hyppige naturkatastrofer indtræffer. De får også vejledning i at oprette foreninger og små udviklingsorganisationer.

”Det skaber ikke udvikling at forære dem ting, kun ved, at de selv bidrager med noget, bliver det bæredygtigt. Så ud fra princippet om, at afghanerne selv skal udvikle deres land, er det blevet stadig mere vigtigt at opbygge lokale og nationale foreninger, der på sigt kan overtage udviklingsarbejdet, konkluderer Benny Werge.
 

Erfaring fra Afrika

Benny Werge er oprindelig landbrugsuddannet og tog derefter en ’udviklingsuddannelse’ som fjernstudie på Universitetet i Uppsala, Sverige. Interessen for international udvikling holdt ved, så han tog også en master og blev cand.scient.soc. i geografi og forvaltning på RUC. Siden har han arbejdet sammenlagt 10 år i Zambia, Mozambique og Somalia og som nævnt seks år i Afghanistan.

I Danmark har han arbejdet som flygtningekoordinator i Høng, nu Kalundborg Kommune, samt som socialrådgiver i Faxe, Hvidovre og Københavns kommuner – sammenlagt i 10 år.
 

Donér