Det var en dybt rørt vicegeneralsekretær, der vendte hjem fra et besøg hos Mission Østs  projekter i Afghanistan. Her fortæller han blandt andet om mødet med en tørstig lille dreng. 
Af Peter Blum Samuelsen, tidl. vicegeneralsekretær i Mission Øst
Da jeg landede i hovedstaden Kabul, var hospitalshelikoptere noget af det første, jeg så. Sårede soldater sad udenfor og ventede på at blive bragt til et sted, hvor de ville blive behandlet.  Tilstedeværelsen af våben og sikkerhedsfolk kunne fornemmes overalt i byen. 
I Kabul så jeg det Afghanistan, som alverdens medier portrætterer; et land præget af krig og konflikt. Men ligeså snart jeg fulgte den nødvendige konvoj af biler op i bjergene nordpå, hvor Mission Øst arbejder langt fra krigen i syd, var det et helt andet billede af landet, der ventede mig.
Selvom der overalt ned ad  bjergskråninger lå smadrede kampvogne tilbage fra Sovjettiden, oplevede jeg en side af Afghanistan, der sjældent når resten af verdens avissider og tvskærme. Her, i en mere fredelig del af landet, blomstrer udviklingen. En udvikling der til dels skyldes hjælpen fra Danmark.
Uden at tabe ansigtI landsbyen Ishan Khalifa havde vi stået ved vandpumpen et stykke tid, og nogle af byens mænd havde fortalt, hvordan pumpen fra Mission Øst og det rene vand havde forandret livet dramatisk, da en yngre kvinde nærmede sig.
Det var fjerdedagen for mit første besøg i Afghanistan, og temperaturen ved middagstid var så høj og luften så tør, at sveden drev af mig. Kvinden var kommet med sit æsel for at hente vand i små metalspande. Hun var en smule sky og måske også lidt utilpas ved at afbryde flokken med mænd.
I Afghanistan er det ikke velset, at kvinder afbryder eller har kontakt med fremmede mænd.
Kvinden tøvede lidt. Men på trods af den store rangforskel mellem de to køn var én af mændene der straks for at hjælpe hende med at pumpe vand op fra undergrunden.
Dér slog det mig, at vandpumpen med rent drikkevand ikke alene er med til at forhindre, at landsbyens børn år efter år dør af vandbårne sygdomme som for eksempel diarré. Pumpen sparer ikke kun kvinderne for lange, og ofte farefulde, vandreture på smalle bjergstier for at hente vand i den nærmeste sø. Pumpen er blevet et fælles interesseområde for både mænd og kvinder. Et slags samlingssted, hvor en mand nu kan hjælpe en kvinde uden at tabe ansigt.
Landsbyens mænd har sammen med Mission Øst selv været med til at opføre pumpen. De føler et stort ansvar for den. Selvom dét at hente vand kun er et arbejde for kvinderne, er pumpen forbundet med en vis stolthed og fornemmelse af ejerskab hos mændene.
Børnedød i alle familierJeg spurgte gruppen af mænd, om pumpen havde gjort en forskel i deres liv. 
“Ja,” svarede de.
“Før var vi konstant ramt af sygdom. Vi oplevede, hvordan vores børn døde én efter én på grund af beskidt vand. Hver familie var ramt – nogle med adskillige børn. Nu dør der ikke flere.”
Ét af børnene, der muligvis er blevet reddet af det rene drikkevand, mødte jeg i én af de andre landsbyer, vi besøgte.
Vi stod samlet om landsbyens vandtank, som landsbyen har opført med Mission Øst’s hjælp, da en lille dreng banede sig vej ind i mængden. I hånden havde han et metalkrus, som han holdt under hanen, mens det rene, klare vand strømmede ud og fyldte det.
Idet han drak, kiggede han op på mig og smilede genert. Og jeg kunne ikke lade være med at føle mig beæret. Tænk, at vi rører ved det liv.
I det øjeblik ville jeg ønske, at jeg kunne tage hver eneste støtte med til Afghanistan. Jeg ville ønske, at jeg kunne dele oplevelsen af, at sammen gør vi en forskel midt i en krig, der ellers kun efterlader billeder af død og ødelæggelse i medierne.
Jeg glædede mig helt utroligt over, at det vand, den lille dreng og de andre børn nu drikker, er rent. Jeg glædede mig over, at de ikke længere behøver være bange for at blive syge, hver gang de bare vil slukke deres tørst.
Stadig stort behovMit første besøg i Afghanistan bekræftede mig i, at vores fælles hjælp når helt ind til hjertet af den afghanske befolkning. Der er intet, der kan erstatte glæden ved at opleve de mennesker, for hvem hjælpen er virkelig og ofte betyder forskellen mellem liv og død.
Men der er stadig mange fattige afghanere, der kun kender til krig, sygdom og den daglige frygt. De fortjener også vores hjælp. Sammen kan vi sprede mere af det gode i Afghanistan.
Læs mere om Mission Øst i Afghanistan herSeptember 2007