Afghanistan efter 19 års indsats: Nytter det?

Mission Øst har været til stede i Afghanistan siden 2001 som særligt betroet DANIDA-partner. I anledning af en aktuel debat om nytten af den danske og internationale Afghanistan-indsats, gør vi brættet op med humanitære briller.

Igennem de seneste måneder har især nytten af Danmarks militære intervention i Afghanistan været til diskussion i offentligheden. Men også på den udviklingspolitiske scene har spørgsmålet om nytte meldt sig, og hvorvidt vi får udvikling nok for de milliarder af kroner, Danmark har været med til at investere i hjælp til den afghanske civilbefolkning over årene.

Senest på konferencen ”Do Not Forget Afghanistan” i september, hvor Mission Østs næstforkvinde, Setara Hassan, var blandt hovedtalerne.

Denne debat forpligter naturligvis os selv i Mission Øst til at gøre status over to årtiers indsats og rette nytte-spørgsmålet mod os selv: hvilke resultater har vi skabt i Afghanistan for de penge, vores private støtter, fonde og offentlige donorer, har betroet os i forventning om og tillid til, at de vil bidrage til sociale og økonomiske fremskridt for den menige afghaner? Hvor bør vi sætte barren i forhold til at vurdere om resultaterne står mål med investeringen? Uanset retningen af udviklingen i Afghanistan, hvad er der så af grunde til at opretholde hjælpen til den afghanske civilbefolkning?

Status over Mission Østs Afghanistan-indsats

I vores seneste årsrapport for 2019 præsenterer vi en samlet opgørelse over antallet af mennesker, vi har hjulpet i Afghanistan inden for fem overordnede indsatsområder.

I 2019 har 41.700 afghanere således modtaget hjælp til katastrofeforebyggelse, 18.937 afghanere har modtaget nødhjælp, 11.680 afghanere har fået hjælp til at forbedre deres egen og deres familiers fødevaresikkerhed, 9.702 afghanere har fået hjælp til at skabe et stabilt indtjeningsgrundlag, og 42.254 afghanere har fået bedre sanitære forhold, sikre vandforsyningssystemer og undervisning i god hygiejne.

Vores samlede indsats omfattede sidste år i alt 77.183 afghanere. Tallet dækker dog over delvise overlap de enkelte projekter imellem. I alt har vi siden 2001 hjulpet mellem 1,35-1,6 millioner afghanere i de tre nordøstlige provinser Badakhshan, Takhar og Baghlan. Det er resultater, vi er stolte af.

Spørgsmålet er naturligvis hvilken forskel vores egen indsats har gjort i det samlede billede, når man kigger på de generelle indikatorer for udvikling i Afghanistan. Mission Østs landeansvarlige for Afghanistan, Joohi Haleem, svarer således:

“Når man ser på, hvorvidt den samlede internationale indsats i Afghanistan siden 2001 har været en succes eller ej, tegner der sig et blandet billede. Krisen i Afghanistan stikker så dybt og har været så langvarig, at det ofte er et skridt frem og to skridt tilbage.”

Succes med sanitet og vandforsyning

Et af områder, hvor vi dog med relativ sikkerhed kan hævde, at vores hjælp i Afghanistan har bidraget til signifikante stabile fremskridt for befolkningen som helhed over en længerevarende periode, er vandforsyning, sanitet og hygiejne. Det er et af prioriteringsområderne i Mission Østs indsats, og netop hér er der sket markante forbedringer på nationalt plan siden 2001.

I oktober måned meddelte vores WASH-koordinator, at der i tre lokalsamfund i Takhar er etableret latriner og kloakering, så befolkningen ikke længere besørger i det fri. Verdensbanken beskriver det således i den seneste Afghanistan-undersøgelse:

“Der er sket dokumenterbare sociale fremskridt i Afghanistan siden 2001, især når det gælder øget adgang til vand, sanitet, elektricitet, uddannelse og sundhed.”

Dén konklusion understøttes af andre internationale undersøgelser som f.eks. Afghanistan Living Conditions Survey 2016-2017, ifølge hvilken, andelen af den afghanske befolkning, som har fået adgang til rent drikkevand, er steget fra 27 procent i 2007-2008 til 62 procent i 2016-2017.

Andelen af den afghanske befolkning, som har fået bedre sanitære forhold, er steget fra 39 procent i 2013-2014 til 53 procent i 2016-2017.

Rent vand til 800.000 afghanere

Ser vi på Mission Østs eget bidrag til sådanne reelle fremskridt, har vi i perioden 2002-2020 i gennemsnit bygget 35-40 vandforsyningsanlæg om året (nogle gange helt op til 50) og har dermed sørget for, at næsten 800.000 afghanere nu har fået stabil adgang til rent drikkevand.

Joohi Haleem forklarer, hvorfor den positive effekt af de resultater er langt mere vidtrækkende end som så:

“Alle dem, der nu har fået nem adgang til rent vand, bliver langt mindre syge. Antallet af børn og voksne med diarré er markant lavere, og det betyder, at folkesundheden er bedre, end den har været tidligere. Det betyder, at langt flere børn kan komme i skole og at langt færre kvinder skal bruge tid på at gå langt efter vand. På den måde hænger tingene sammen med positive spillover effekter.”

Dertil kommer den positive helbredseffekt af øget bevidsthed om god hygiejne og byggeri af latriner. Alene i 2019 omfattede vores indsats hér næsten 30.000 afghanere, og dét er noget, der i dag giver sig udslag i markante fald i forekomsten af vandbårne sygdomme, som er udbredte i det meste af Afghanistan, fortæller Joohi.

De voksende behov

Det store spørgsmål står dog tilbage: Er de resultater, vi kan dokumentere og påvise en generel positiv effekt af, især hvad angår folkesundheden i Afghanistan, tilstrækkelige og grund nok til at fortsætte vores hjælp?

“Man kan ikke stille det så firkantet op”, siger Joohi, “slet ikke når det gælder Afghanistan. Afghanistan har været martret af krig i over 40 år, og er det stadig på trods af de igangværende fredsforhandlinger. Det sætter spørgsmålet om de forventninger, vi har og de krav, vi stiller, i et andet perspektiv. I stedet for kun at fokusere på de resultater, der allerede er skabt eller mangler at blive skabt, bør vi i lige så høj grad fokusere på de enorme behov, der fortsat er og som fortsat vokser som følge af den langvarige politiske krise. Her har vi en forpligtelse til at stå last og brast med den afghanske civilbefolkning, som lider under krisen og til at hjælpe dem med at beskytte de spæde fremskridt og hjælpe yderligere udvikling på vej. Vi har tidligere set, hvem det er, der betaler prisen, når det internationale samfund trækker sig ud som det skete i f.eks. i 1989. Det var en katastrofe for de civile afghanere. De mennesker kan vi ikke lade i stikken som den organisation, vi er.”

Skal vi sætte køn på, hvem det er, der betaler den højeste pris ved en eventuel tilbagetrækning, var Setara Hassan, Mission Østs næstforkvinde i bestyrelsen, klar i mælet fra talerstolen på konferencen “Do Not Forget Afghanistan”: Det er kvinderne.

Donér