Syrien: Tragedien i Kessab | Mission East

Syrien: Tragedien i Kessab


Jacklin og hendes familie er kristne armeniere flygtet fra Kessab

"Det var den 21. marts, hvor man fejrer mors dag i Syrien. Vi blev vækket kl. 5 om morgenen på grund af kraftige skyderier. Vi var forvirrede og vidste ikke, hvad vi skulle gøre,"fortæller Jacklin, som er etnisk armenier og sammen med sin familie har boet hele sit liv i den lille syriske by Kessab.

Igennem århundreder har kristne armeniere boet i den lille bjergby Kessab, der ligger i Syrien nær grænsen til Tyrkiet. Men den 21. marts i år blev byen stormet af radikale islamister, som fordrev armenierne fra deres hjemby.

Ifølge Jackline, som er etnisk armenier fra Kessab, de seneste to år jævnligt været ramt af stridigheder mellem regeringen og oprørerne. Folk fra byen har ind imellem måttet fortrække fra deres hjem i et par dage for så at vende tilbage, når alt igen var roligt. Men denne gang var det anderledes.

 

"Da bombardementerne startede denne morgen, havde vi ikke hørt noget lignende de sidste to år. Vi forstod, at det var meget alvorligt, og at vi var nødt til at forlade området. Det tog os kun ti minutter at pakke og forlade huset med vores børn. Jeg ringede til mine forældre, og vi hentede dem og medbragte alt det, som vi kunne nå at pakke," siger Jacklin.
Hun forklarer, hvordan familien blev på vejene uden for byen indtil midt på dagen, mens de afventede nyheder. Til sidst var de ældre trætte, så familien kørte til en nærliggende by, hvor de ventede indtil klokken blev 16.30. Her fik familien besked om, at det var umuligt at vende tilbage til Kessab, da oprørerne havde indtaget byen.

 

"Da det gik op for os, at vi ikke kunne køre tilbage igen, kørte min mand os til Latakia, en større by ved kysten i Syrien. Vi blev der i ti dage, og da vi ikke længere havde råd til at blive i Latakia i Syrien, kom vi her til den armenske by Anjar i Libanon. Vi har nu boet her i to måneder," fortæller Jacklin.

FN og Mission Øst

"Det er meget vanskeligt for os her, fordi vores syriske penge ikke har nogen værdi. Der er ikke noget arbejde, og usikkerheden om, hvad der skal ske, er meget svær for os," siger Jacklin om tilværelsen som landflygtig. 

Selvom familien er taknemmelig over den støtte, som de får fra FN, det armenske lokalsamfund i Libanon og hjælpeorganisationer som Mission Øst, så er det svært at vænne sig til at leve på andres nåde. Især når man selv er vant til at arbejde og klare sig selv. Før dyrkede familien æbler og ferskner. Frugter, der nu er ved at blive modne hjemme i Kessab.

Ferskentræerne i Kessab står tilbage

"Det eneste, vi ønsker, er at rejse tilbage til Kessab. Vi ved godt, at oprørerne har plyndret og ødelagt vores huse, men vi kan genopbygge dem," siger Jacklin.