Tænd et lys for blinde i Nepals bjerge | Mission East

Tænd et lys for blinde i Nepals bjerge


Det er børn som Laxmi, der vil få glæde af de soldrevne lamper fra Mission Øst.

Børn med synshandicap i Nepal er ivrige efter at lære punktskrift, engelsk, computer og meget mere. Men mangel på elektricitet begrænser lektielæsningen. Det skal soldrevne lamper fra Mission Øst lave om på.

Af Svend Løbner, december 2017

Der skal lys til for at kunne se.

Der skal endnu mere lys til at se, hvis man har et synshandicap.

Og bor man i Nepals bjerge, hvor der ikke er nok elektricitet, er situationen næsten håbløs.

Men ikke mere. Mission Øst vil skaffe soldrevne lamper til et hjem for børn med synshandicap i Nepals bjerge. For under 100 kroner kan et barn få en lampe, der lyser så kraftigt, at de selv med synshandicap kan læse lektier om aftenen.

Og det vil de gerne.

- Børnene er ivrige efter at lære og bruger timevis på lektier for at opveje deres handicap, fortæller Alex Ramos-Peña, der er Mission Østs landekoordinator for Nepal.

Mission Øst køber lamperne hos en lokal organisation, der producerer lamperne som led i en iværksætteruddannelse for kvinder.  På den måde får lokale kvinder mulighed for at løfte sig selv ud af fattigdom - en win-win for alle parter.

Lamperne er drevet af solenergi, som der er rigeligt af i Nepal. Til gengæld kniber det med elektricitet i Simikot, hvor en skole tager hånd om børn med handicap. Men sollamperne kan oplyse børnene i dobbelt forstand, så de både kan se og tilegne sig viden og dermed forbedre deres chancer for at klare sig i fremtiden.

Der både børn med synshandicap og børn med andre fysiske handicap på hjemmet. Nogle af børnene er helt blinde, andre har mindre end 10 procent af deres syn tilbage. Atter andre har fysiske handicap og har for eksempel vanskeligt ved at gå. Nogle af disse handicap er resultat af voldsomme brandskader.

Lamperne vil gøre en stor forskel for de børn, der i det mindste kan se lidt. Børnene deltager i almindelige skoleklasser, men begynder allerede på hjemmet tidligt om morgenen at studere punktskrift, computer, engelsk og almindelig livskundskab. Studierne fortsætter efter skoletid indtil klokken otte om aftenen.

- Vi håber at kunne samle ind til så mange sollamper, at der er også er nok til vores mobile blindeskoler, der når ud til fjerntliggende landsbyer, hvor børn med synshandicap ikke har de samme muligheder som andre børn, siger Alex Ramos-Peña fra Mission Øst.

- Ved at støtte projektet er du med til at uddanne børn med handicap i Nepal som en del af et større projekt med Mission Østs partner Himalayan Education And Development (HEAD).