Uønsket og gemt væk, nægtet adgang til uddannelse og ude af stand til at komme uden for hjemmets fire vægge. For personer med handicap er der mange barrierer, som skal overvindes, både de fysiske og dem, der eksisterer i hovedet på andre mennesker.I Tadsjikistan bliver børn med handicap gemt væk. I Armenien bliver deres forældre bebrejdet for at have sat dem i verden. Og i Nepal bliver personer med handicap set som ubrugelige i de barske bjergegne, hvor fattigdommen er så stor, at der sjældent er mad nok til hele familien. Mission Østs handicap-ekspert Vera van Ek har i en årrække har arbejdet med handicap-rettigheder i Nepal, og hun fortæller: ”I Nepals bjergegne ser jeg stort set aldrig hverken børn eller voksne med spastisk lammelse. De overlever simpelthen ikke de første leveår, fordi forældrene giver størstedelen af den sparsomme mad til deres sunde og raske børn i stedet.” De børn, der når at blive voksne trods svære handicaps, går et liv i møde på kanten af samfundet i et i forvejen ubeskrivelig fattigt område.
Handicap er ikke en fysisk skavank
Handicap er, ifølge FNs definition, de barrierer, man møder, når man har en fysisk skavank og ikke den fysiske skavank i sig selv. ”Jeg har for eksempel brug for læsebriller, men det gør ikke, at jeg har et handicap. For så længe jeg har mine briller, fungerer jeg fint. Men hvis jeg boede i et fjernt bjergområde, hvor det ikke er muligt at få briller, ville mit problem med synet blive et handicap,” forklarer Vera Van Ek.
De fattigste af de fattige
Når Mission Øst arbejder med handicap i landene Armenien, Tadsjikistan og Nepal, er hovedfokus derfor på at fjerne og overkomme barrierer i samfundet. Det gælder både de fysiske barrierer, såsom manglende lægehjælp og besværlig adgang til bygninger, de institutionelle barrierer i form af en uhensigtsmæssig lovgivning, og de holdningsmæssige barrierer, der gør, at personer med handicap mange steder opfattes som værdiløse. Alligevel er der forskel på arbejdet i de tre lande. I Armenien og Tadsjikistan har Mission Øst etableret centre, hvor børn med handicap bliver trænet af uddannet personale og får professionel lægehjælp. Samtidig hjælper Mission Øst med at oprette organisationer, der arbejder for rettigheder til folk med handicap, blandt andet ved at påvirke lovgiverne. I Nepal må tingene gribes anderledes an. ”Det kan ofte ikke betale sig at lave deciderede handicap-projekter derude, fordi folk bor så spredt. Det giver ikke mening at bruge en hel masse penge på at lave en kørestolsrampe, hvis der kun er én gangbesværet i landsbyen og resten af befolkningen i øvrigt ikke har mad nok til resten af året,” forklarer Vera van Ek. Men det betyder ikke, at man ikke skal fokusere på handicap. ”Personer med handicap er de fattigste af de fattige. Der er en klar sammenhæng mellem handicap og fattigdom. Derfor er det en meget vigtig gruppe at have for øje, når man vil bekæmpe fattigdom i det hele taget,” siger hun.
Inddragelse sikrer medindflydelse
Derfor arbejder Vera van Ek og Mission Østs nepalesiske partnerorganisation Women Welfare Service (WWS) ud fra et princip om, at alle skal være med. Ved at sørge for at inddrage personer med handicap i alle udviklingsprojekter, lige fra katastrofeberedskab
til læsegrupper for kvinder, sikrer man, at personer med handicap bliver en del af samfundet på lige fod med andre, og giver dem mulighed for at få medindflydelse på beslutninger, der vedkommer dem.
For eksempel hænger handicap og katastrofehåndtering tæt sammen i Nepals bjerge. Brande, mudderskred og fald fra de stejle bjergsider en hyppig årsag til handicap. Og personer med handicap er samtidig de mest udsatte, når katastrofen rammer, fordi de ikke lige så nemt kan redde sig i sikkerhed som de andre landsbyboere. Derfor er det vigtigt at inddrage personer med handicap i arbejdet med katastrofehåndtering. Det kan for eksempel have indflydelse på det sted, hvor møder afholdes: ” Hvis vi skal holde et møde om katastrofehåndtering, sørger vi for at være i et lokale med lys nok til de svagtseende, så de kan se og deltage i møderne,” forklarer Vera van Ek. For at gøre op med de fordomme,personer med handicap møder, har Vera van Ek udviklet nogle spil, hvor de andre landsbyboere bliver gjort opmærksomme på, hvor udsatte personer med handicap faktisk er. For eksempel får folk bind for øjnene, så de kan se, hvordan det er at være blind. ”Når de først bliver gjort opmærksomme på det, har de en utrolig stor forståelse for den situation, personer med handicap er i,” afslutter hun.
Køn og handicap
I udviklingslande er der en klar sammenhæng mellem handicap, køn og marginalisering. Især piger og kvinder med handicap møder dobbelt diskrimination i kraft af, at de både er kvinder og har et handicap. Derfor hjælper Mission Øst den lokale nepalesiske organisation Women Welfare Service (WWS) med at inddrage kvinder med handicap i deres projekter.
