Mathias spiller bas
Af Karen Bendix 25. nov 2019 |

Overcoming - om ikke at famle i blinde selvom man ikke kan se

Mathias bor i Kirke Hyllinge på Midtsjælland med sin mor, far og lillebror. Han har været blind lige siden han var næsten nyfødt. Alligevel føler han sig som en seende blind, som han kalder det, da han ikke føler sig motorisk begrænset af sit synshandicap – noget han og hans forældre har arbejdet med gennem hele hans liv: 
 
“Der er nogle ting, jeg altid skal have hjælp til. Men jeg vil gerne sørge for, at der er så mange ting som muligt, jeg selv kan. Det har jeg og mine forældre gjort alt for. Jeg vil bare gerne være så selvstændig og selvhjulpen som mulig.” 

 

Behandler mig som glas

Mathias er netop begyndt i 10. klassecentret i Roskilde. Og det tager en del kræfter at komme til et nyt sted, med nye omgivelser, lærere, støttelærer og nye venner:  ”Mange har behandlet mig lidt ligesom glas. De har enten ikke turde spørge om mit synshandicap, da de ikke ved, hvordan de skal spørge mig. Og flere ved ikke helt, hvordan de skal tackle det. Men dem, jeg er kommet i klasse med, er ret gode til at fortælle mig, hvem de er.

Det er nok meget naturligt, at de seende ikke ved, hvordan de skal forholde sig, når de møder mig. Men det tænker jeg ikke over mere, for det har jeg oplevet så mange gange før. Når vi lærer hinanden at kende lidt bedre, kommer de selv og spørger. Og så kan de jo godt se, at jeg bare er blind, men ellers helt normal. Jeg skal jo også lære dem at kende, for der skal to til en tango,” fortæller Mathias, og tilføjer: 
 

“Jeg har primært synshandicappede venner, men også nogle seende. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg har altid prøvet at mænge mig med de seende. Jeg tror, at hvis jeg lærer en seende at kende godt, vil personen vide, at jeg er normal. Jeg skal jo også lære, hvordan jeg skal gebærde mig i jeres seende verden. Altså, vi er jo mennesker alle sammen.” 

Prøv at lukke øjnene og spil FIFA

Når Mathias har fri fra skole, spiller han bl.a. FIFA på sin PlayStation. Det har han lært sig at spille på trods af han ikke kan se spillerne: 

“Når jeg spiller Fifa lægger jeg meget mærke til, hvordan publikum reagerer, og til kommentatoren, for de nævner navnet på den jeg spiller til. Men det er virkelig svært og kræver virkelig meget koncentration. Prøv at lukke øjnene og spil en Fifa kamp, så kan du se hvor svært det er.” 
 

Derudover spiller Mathias Goalball, som er den eneste holdsport for svagtseende. Selvom han er ind over landsholdet, er det stadig det sociale i spillet, som holder ham fast:
 
”Jeg er sammen med andre med synshandicap, der har det ligesom mig. Og det er også dér, jeg har mange gode venner. “
 

Han spiller også bas og går til undervisning hos en baslærer, der også er blind. Og det giver ham meget mere end bare musikundervisning: 
 
”Min baslærer er blind og det er hans kone også. Vi får spillet lidt bas. Men han hjælper mig også med helt almindelige ting - fx hvordan steger man frikadeller eller pandekager. Det er en kæmpe hjælp for mig, at han har prøvet det hele før, og kan videregive sin erfaring, som hverken mine forældre eller andre seende kan forklare. Han kan hjælpe mig videre med alle mulige ting.” 

Fremtidsudsigter

Mathias ser sit synshandicap som et vilkår, men ikke som en begrænsning af, hvad han gerne vil i sit liv. “Jeg vil gerne være sportsjournalist, for jeg er rigtig glad for sport. Jeg vil gerne lave interviews med sportsudøvere,” forklarer han og slutter:  ”Man skal leve sit liv. Man skal ikke se udfordringer, men muligheder. Og så skal man sørge for at få det bedste ud af det.” 
 

Gahugora læser punktskrift

Mission Øst har netop haft premiere på kortfilmen ’Overcoming – om ikke at famle i blinde selv om man ikke kan se’.  Filmen ser ind i en for seende usynlig verden hos to synshandicappede unge – Mathias fra Kirke Hyllinge og Gohogora fra Thehe i Nepal. De lever i to meget forskellige verdener, med forskellige udfordringer. Men fælles for dem er, at de begge ser deres synshandicap som et livsvilkår – ikke en begrænsning.
 

Gohugora er filmens anden hovedperson. Hun er 18 år, synshandicappet og bor 6500 km øst for Mathias i det nordøstlige hjørne af Nepal, hvor hun går på skolen HEAD, der er en skole for børn og unge med synshandicap og fysisk handicap, som Mission Øst samarbejder med.

På HEAD får Gahugora redskaber til at klare en hverdag med tøjvask, madlavning, lektielæsning, og hvad der ellers er nødvendigt, for at klare sig selv som synshandicappet. Sammen med de andre børn fra HEAD går hun sideløbende i den lokale skole, som er en almindelig skole med undervisning i læsning, skrivning og regning. 

 

Blev slået fordi hun var blind

I Nepals yderste egne bliver mennesker med et handicap som Gohugoras ofte set på som en belastning. Det oplevede Gohugora allerede som barn, da hun begyndte i skolen. På hendes første dag i skolen som otte-årig sagde læreren til hende, at hvis hun ikke kan se, kan hun ikke lære. Hun blev diskrimineret og slået af læreren, og det tog al motivation ud af Gohugora, fortæller hun.

Da der ikke er et system til at samle elever op efter sådan en behandling, stoppede Gohugora i skolen - umotiveret og med en fornemmelse af ikke at kunne noget pga. sit handicap. 

Passede kvæg i stedet for skolegang

I stedet for at gå i skole, måtte Gohugora hjælpe til derhjemme. Hun skulle gå i skoven og samle brænde og passe kvæget, som skulle drives ud at græsse i bjergene. Som blind er det en stor udfordring, da hun kun kan høre kvæget og navigere efter deres klokker. Men også fordi terrænet er svært at gå rundt i, da stierne er glatte og stenede.  

16 år og ny i skolen

Gohugora hjalp til i hjemmet i seks år, hvor hun ikke gik i skole. En dag kom en repræsentant fra skolen HEAD til hendes landsby Thehe. Repræsentanten tager 
rundt  i de små landsbyer og screener for at opsøge børn og unge med handicap, der ikke får skolegang.

Familierne bliver tilbudt mulighed for at deres børn kan flytte til Simikot, hvor de kan bo og få færdigheder og redskaber til at klare sig i det nepalesiske samfund med sit handicap. Samtidig kan de gå i skole og uddanne sig på den lokale skole i Simikot. Det tilbud fik Gahugora som 16-årig. 

 

Drøm om at hjælpe andre blinde

Gohugora har nu boet på HEAD i to år, og lærer hver dag nyttige færdigheder i, hvordan hun går til praktiske hverdagsopgaver. Hun får undervisning i at læse, skrive og regne på den lokale skole. Hun bruger sin fritid til at være sammen med vennerne og synge, for hun har også musikken og sangen, som sin fritidsinteresse og en måde at udtrykke sig på. Hun har flere gange optrådt på skolen for sine skolekammerater med den lokale sangtradition, der kaldes Deudra. 

 

Skolegangen, fritidsinteresserne og vennerne på HEAD har givet Gohugora helt nye drømme. Hun vil gerne hjælpe andre blinde, og hjælpe dem med at få en uddannelse, som hende selv, så børn og unge ikke føler sig begrænsede af deres handicap, men ser det som vilkår, de kan bygge færdigheder oven på, og på den måde klare sig i fremtiden. 
 
 

Se filmen og book et foredrag

Se filmen synstolket på  www.missioneast.org/overcoming 
 

Book et foredrag med filmforevisning til din skole, kirke eller foredragsklub hos Mission Øst.

 

Donér