Efter flere dages vandring på smalle stier i Nepals barske bjerge, fra solopgang til solnedgang, nåede Mission Østs journalist, Tania Rusbjerg, frem til de landsbyer, hvor fattigdommen gør familier magtesløse over for mennesker, der vil stjæle deres børn. Af Tania Maria Lüders Rusbjerg, journalist i Mission Øst
Jeg mødte Singa Sila en tåget morgen lidt før klokken syv. På det tidspunkt havde hun allerede været oppe i flere timer for at hente brænde i skoven et stykke væk.
Hun satte vand over til et æg, som var min morgenmad, og så begyndte hun at fortælle om den datter, der blev stjålet fra hende for år tilbage.
Jeg havde hørt om kvinderne, inden jeg satte fod i de fattige bjerglandsbyer:
Håbefulde sender de deres små børn til hovedstaden Kathmandu, hvor de bliver lovet gratis uddannelse. Men mange af børnene ender i hænderne på mennesker, der ser dem som en nem måde at tjene penge på. Papirer bliver forfalsket og børnene erklæret forældreløse, hvorefter enhver frit kan gøre krav på dem og sælge dem til udlandet.
Se flere billeder af kvinderne og børnene i Nepals bjerge her
“Din datter er væk”
Singa Sila fik beskeden fire måneder efter, at hun med stort håb for sin syvårige datters fremtid havde sendt hende til Kathmandu: ”Din datter er væk. Du får hende aldrig at se igen.”
”Jeg tænker på hende morgen, middag og aften,” sagde Singa Sila og gned øjnene.
Men så kogte vandet, og hendes mindste søn krævede hendes opmærksomhed.
Sunkali, den kvinde jeg mødte dagen efter, havde derimod ingen til at aflede sine tanker. Jeg så hende derfor bryde grædende sammen, mens hun fortalte sin historie.
Er hun død eller levende?
Sunkali havde ikke meget tid til at tale. Klokken var allerede over seks om morgenen, og kvæget skulle på græs længere oppe ad bjerget. Derefter ventede adskillige timer i marken. Hun bød mig alligevel ind og genkaldte sig den smertefulde historie om datteren, der pludselig en dag var forsvundet fra sin kostskole i hovedstaden, 400 kilometer væk fra bjerglandsbyen.
”Jeg ved, at hun blev sendt til udlandet,” fortalte Sunkali, der på det tidspunkt ikke længere kunne se mig i øjnene, og i stedet gav sig til at kradse fortabt i lervæggen.
”Men i dag ved jeg ikke, om hun er død eller levende.”
Sunkalis øjne flød over med tårer:
”Dem, der solgte hende, kender de ikke til smerten ved at savne et barn?”
Kvinderne må advares
Jeg var nødt til at fortælle Sunkali, at jeg ikke kunne bringe hendes datter tilbage. Til gengæld lod jeg hende vide, at hendes historie forhåbentlig kunne være med til at forhindre, at andre familier oplever den samme sorg. Mit håb er, at du nu har hørt hendes stemme og sammen med Mission Øst vil være med til at advare andre kvinder i Nepals fattige bjerge om farerne ved at sende deres børn langt væk i en tidlig alder.
En familie bør ikke splittes ad.
Se kortfilmen om kvinderne her
