I det vestlige Nepal kan befolkningen tydeligt mærke klimaændringerne. ”Vi mangler vand at drikke og til at vande vores afgrøder med,” siger landmanden Atipal Budha. 

”Vi har lagt mærke til, at klimaet og årstiderne har ændret sig,” siger 30-årige Atipal Budha. Sammen med sin familie bor han i det vestlige Nepals utilgængelige bjergregion Karnali. Her lever de af den mad, de kan dyrke på deres jordstykke. Men det kan kun dække deres behov for mad seks måneder om året. Resten af tiden må de tage daglejer-arbejde – enten i lokalområdet eller i nabolandet Indien – for at kunne købe ris på markedet. 

Regntiden har ændret sig 

Atipal Budha dyrker flere forskellige slags korn, bælgfrugter, grøntsager og frugter på sit jordstykke. Ligesom andre steder i Asiens monsunbælte har han og hans familie i generationer indrettet deres landbrug efter, at regntiden kommer samme tid hvert år. Men på grund af klimaforandringer har det nu ændret sig: ”Vedvarende tørke giver et meget lavt udbytte af afgrøder. Der falder meget lidt regn, og vi mangler vand til at vande vores rismarker,” fortæller han.

”Det vil beskytte os mod sult” 

Atipal Budha har derfor store forventninger til et nyt projekt, som Mission Øst netop er ved at begynde på i hans landsby, der skal gøre indbyggerne mere modstandsdygtige over for klimaændringerne. Projektet er støttet af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og løber over de næste to år. ”Jeg glæder mig til at få et kunstvandingssystem og nogle tørkeresistente afgrøder. Det vil beskytte os mod sult,” siger Atipal Budha.