Af Svend Løbner 30. jun 2020 |

Coronaindsats dæmper frygt og usikkerhed i Nepal

Ældre og udsatte nepalesere får hjælp til at bremse Corona, og sundhedsklinikker modtager beskyttelsesudstyr fra Mission Øst.

Mimsara Bam har hørt, at ældre er særligt udsatte for smitte med COVID-19. Som enlig kvinde på 61 mærkede hun frygten snige sig ind og lamme hende. Især med tanke på, at hun har et barnebarn at forsørge.

Men da Mission Østs samarbejdspartner kom til hendes landsby med oplysning, sæbe og desinfektionsmiddel kunne hun pludselig håndtere situationen.

”Mange tak for jeres hjælp - jeg er meget glad!” sagde hun, da hun modtog seks stykker sæbe, to dunke håndsprit og en brochure med oplysning om, hvordan man beskytter sig mod Coronavirus.

Mission Øst har uddelt hygiejneartikler til 6.292 familier i de afsidesliggende og svært tilgængelige bjerglandsbyer i Nepals Karnali-provins, der en af landets allerfattigste provinser.

Hygiejneartikler er en mangelvare

I Mimsaras landsby Palanta er indbyggerne ikke vant til at vaske hænder før de spiser og slet ikke at bruge masker og handsker for at minimere smitte. Derfor er oplysning livsvigtigt. Mission Østs samarbejdspartner KIRDARC holdt en oplysningskampagne i landsbyen, så Mimsara og hendes medborgere nu er blevet opmærksomme på vigtigheden af ​​at vaske hænder for at forebygge og bremse smitte med COVID-19.

”Befolkningen er meget glade for Coronaindsatsen,” fortæller Mission Østs landeleder i Nepal Ujjwal Amatya og uddyber: ”I landsbyerne er befolkningen meget fattige og har derfor ikke råd til at købe hygiejneartikler. På grund af nedlukningen er det heller ikke muligt at købe sæbe og håndsprit. Så både befolkningen og lokalmyndigheder er taknemmelige og hjælper beredvilligt til, når hjælpen deles ud.”

Uddeler mad til de mest sårbare

Mission Øst prioriterer hjælp til de mest udsatte og sårbare personer i landsbyerne. Sammen med KIRDARC er der netop uddelt fødevarepakker til 350 familier.

”Det er hjem med personer med handicap, enker, enlige forsørgere, dalitter (kasteløse-red.), og andre udsatte befolkningsgrupper. Det er til stor hjælp i denne situation, hvor der er stor fødevareusikkerhed på grund af manglende indkomst og indkøbsmuligheder,” fortæller Ujjwal Amatya.

COVID-19 er ikke det eneste problem, tilføjer han. Monsunen er kommet tidligere end den plejer og medfører oversvømmelser og mudderskred med tab af menneskeliv til følge. Samtidig hærges landet af græshopper, som kommer i store sværme og spiser befolkningens møjsommeligt dyrkede afgrøder.

”Folk er arbejdsløse. Mange arbejdede i Indien, men har nu mistet deres arbejde. Med hjælp fra Danmark har vi nu kunnet uddele mad til de mest sårbare befolkningsgrupper. Vi er meget taknemmelige for jer,” slutter Ujjwal Amatya.

Donér