”Man kan aldrig komme langt nok ud”

Lederen af Mission Østs arbejde i Nepal erkender, at det kan være dyrt at arbejde i de fjerneste egne af landet. Men det er også nødvendigt, understreger han, for Mission Øst vil nå de allermest udsatte.Af Kim Wiesener, kommunikationsmedarbejder
Da Patrick Sweeting begyndte at besøge Nepals fjernt beliggende Karnali-region for at tilse Mission Østs projekter, forstod han hurtigt, at man altid må tage et ekstra skridt for at finde de mest udsatte og sårbare mennesker.
”Når man tager til fjerne egne, kan man faktisk aldrig komme langt nok ud. Man ankommer til en landsby og tror, at dette må være det mest utilgængelige område, man overhovedet kan arbejde i. Men så finder man ud af, at der er mennesker, som er endnu sværere at nå,” siger den britiske antropolog og nødhjælpsarbejder, der bl.a. arbejdede mange år i FN-systemet, før han kom til Mission Øst.
Som et eksempel angiver Patrick Sweeting, at han, da han begyndte at arbejde for Mission Øst i 2016, egentlig var overbevist om, at man nåede ud til de allermest forsømte og udsatte mennesker gennem hjælpen til fattige kvinder i Karnali-regionen i den vestlige del af landet.
Men på et projektbesøg stødte han på en mobil skole for blinde børn i landdistrikterne.
”Jeg sagde til dem, at de prøvede at nå de mest udsatte – ud fra hvad jeg havde set. Men jeg fik det svar, at der er mennesker, der er endnu mere forsømte, så jeg tog med skolen ud til de fjerneste distrikter, og de viste mig folk, der var endnu mere marginaliserede – som den lille dreng Ram, der blev gjort blind som fire-årig, blev smidt ud af sit hjem og tvunget til at bo i en kostald.”
Forpligtelse på langt sigt
Patrick Sweeting indså ved dette besøg, at man altid må afprøve grænserne og nå endnu længere ud. Og når man gør det, må man også tage konsekvenserne: ”Du kan ikke forvente, at de meste forsømte mennesker pludselig ændrer deres liv. Der er grunde til, at de er forsømte – det kan være, at de bor langt væk, det kan være uvidenhed, det kan være handicap, der er alle mulige grunde, og det tager meget, meget lang tid at hjælpe dem til at blive i stand til at klare sig.
Så når man siger, at man vil arbejde med disse børn med handicap, som f.eks. er blinde, eller med deres mødre, der ikke kan læse eller skrive, så forpligter man sig for en periode på måske 10 år, så de kan få noget basal skolegang, lære at læse lidt, tælle, drive handel, sælge varer, få adgang til lidt kapital, forbedre deres landbrug. Alle disse små ting gør dem i stand til at konkurrere med folk, der ikke har været lige så dårligt stillet. Hvis vi ikke hjælper dem, vil de altid være dårligt stillet, og de vil blive udnyttet.”
Udnyttelse kan antage mange ubehagelige former, især når mange af indbyggerne i de fjerne landsbyer er kvinder, fordi mændene er rejst væk for at finde arbejde. Landsbyerne kan ende med kun at være beboet af kvinder, gamle mennesker og børn og blive helt ignoreret, fordi kun arbejdende mænd har status. Jo mindre landsbyerne bliver, desto mindre er chancen for, at de nogensinde får adgang til offentlige serviceydelser. Nogle forlader landsbyen og ender med at leve i stor fattigdom inde i byerne.
”Men det behøver ikke at være sådan, der er et alternativ!” siger Patrick Sweeting. Fattige lokalsamfund kan godt blomstre, men det kræver, at ”vi, når vi har foretaget det valg at arbejde med dem, er nødt til at acceptere, at vi forpligter os på langt sigt.”
Valg har en pris
Den slags engagement – og især i så afsides et område som Karnali-regionen – koster penge. Patrick Sweeting konstaterer, at nogle større organisationer, der arbejder inde i byerne og ikke når ud til de fjerneste egne, kan hjælpe flere mennesker for det samme beløb. Og det sker, at store donorer ikke vil være med, når det bliver for dyrt., også selv om de på papiret støtter princippet om, at ingen skal sakke bagud i udvikling.
”Det er også derfor, at vi er så afhængige af individuelle støtter, der kan forstå undtagelserne her i livet. Der er måske nok tale om en undtagelse og ikke reglen, vi taler ikke om den gennemsnitlige fattige person, vi taler om de ekstremt forsømte i ekstremt fjerne egne. Så derfor har vi brug for hjælp og støtte fra folk, der føler med og har sympati for disse mennesker.
I Mission Øst har vi besluttet at hjælpe dem, det er sværest at nå, og det koster. Der er måske ikke så mange af dem, men det er dem, der højst sandsynligt vil blive udelukket, marginaliseret og med tiden glemt, medmindre folk som os gør noget nu.”
Dermed siger Patrick Sweeting også, at han fuldt ud støtter Mission Østs princip om at hjælpe dem, der er mest forsømt og længst væk. Han henviser til sin baggrund i FN-systemet, hvor man ofte beskæftigede sig med store grupper mennesker, men hvor der altid var nogen, der ikke passede ind og faldt igennem hullerne. Hjælpeorganisationer og deres støtter kan sikre, at de mennesker ikke bliver glemt.
——————————————————————————————-
Tre dage på muldyrryg
Karnali-regionen ligger i det vestlige Nepal og grænser op til Tibet. Det er en af de få regioner, der endnu ikke har et vejnet til motoriserede køretøjer. Har man ikke adgang til helikopter, er den eneste vej ind i området at køre tre dage fra Kathmandu til Gamghadi og derfra vandre fire dage til hovedbyen Simikot. Transport derfra og ud i landsbyerne tager endnu tre-fire dage på ryggen af muldyr, hest eller yakokse. Mange landsbyer er ikke tilgængelige om vinteren på grund af kraftigt snefald.
Mission Øst-projekt anerkendt med pris
Husker du de nye soldrevne vandpumper i landsbyen Chhepi? Med vandpumperne kan de lokale bønder trække vand op fra floden til at vande deres marker og dermed lettere klare sig i de barske bjergegne. I december 2016 modtog Mission Østs lokale samarbejdspartner ANSAB en pris for projektet. Prisen uddeles af den britiske regerings Department for International Development (DFID) og er en stor anerkendelse af det arbejde, som ANSAB gør for at skabe bæredygtig klimatilpasning i Nepals fattige bjergegne.