Af Karen Bendix 25. nov 2019 |

Bæredygtigt landbrug løfter lokalsamfund

Dipar er en af de kvinder i Myanmar, der trods alle odds har overvundet en barndom og ungdom med fattigdom, nød og marginalisering pga. sit køn, dårlige uddannelsesmuligheder, sult og krige. I dag arbejder hun for at forbedre situationen for sine landsmænd og kvinder i Chin State gennem bæredygtigt landbrug.

Dipar voksede op i en landsby i junglen uden elektricitet, bilveje, telefonkommunikation og uden grundlæggende sundhedspleje eller ordentlige uddannelsesmuligheder. Hendes forældre var fattige, og arbejdede i hverdagene på en gård, for at mætte mundene på deres ti børn.

De var kun hjemme om lørdagen, og ellers ikke tilstede. Så mens Dipar var lille fulgte hun med sine større søskende, indtil hun selv blev stor nok, og skulle tage sig af sine mindre søskende.  

”Da jeg blev ældre, fik jeg ansvar for alle husholdningsopgaver som rengøring, vask, madlavning, hente vand osv. Jeg kunne ikke lege som mine brødre, da jeg skulle passe på dem og huset. Så i min barndom tilbragte jeg det meste af min tid med at udføre husarbejde og tjene som mor for mine yngre søskende,” fortæller Dipar.

Pligter frem for skolegang

Hendes ansvar som husmor gik ud over hendes skolegang. Når man både skal holde hus, stå for madlavning, vandhentning og passe sine søskende, er der ikke meget tid til skolearbejde. Så hun droppede ud af skolen efter få måneder, både fordi hun ikke kunne koncentrere sig pga. sult og pligter.

Dog blev hun tvunget tilbage på skolebænken af sine brødre, der slog hende med en pind, hvis hun ikke gik i skole.

”I skolen havde vi hverken lærebøger eller blyanter. Vi skrev med skifer på papir. Og de lærebøger jeg havde, arvede jeg fra søskende eller familie. De manglede ofte sider, eller var revet itu.”

Skolegangen i landsbyerne bærer stadig præg af udenadslære, som ikke hænger sammen med virkeligheden. Det skyldes bl.a. at lærerne ofte ikke er uddannede pædagogisk, men kun har en 10. klasse, fortæller Dipar, der selv mener, at det var et held, hun bestod sin 10. klasse. 

Udvalgt til uddannelse

Og heldet fulgte hende. Dr. Sasa er en af de få fra Chin State, der har uddannet sig til læge i Indien. Han har efterfølgende etableret den lokale NGO Health & Hope i Chin State, som Mission Øst samarbejder med, hvor man arbejder med sundhed, uddannelse og fødevaresikkerhed. Han har derigennem hjulpet mange unge, der har bestået 10. klasse, med at studere videre i Indien. Og den chance fik Dipar: 

”Jeg mødte op til en samtale hos Dr. Sasa, og blev udvalgt til at studere hos ham og arbejde for Health & Hope i syv måneder med praktiske gøremål, så som at lave mad, vaske tøj, bære brænde osv. Derefter blev jeg sendt til Indien for at studere. Da jeg nåede til Indien blev alting ændret og min livsstil blev vendt på hovedet. Jeg skulle ikke længere bekymre mig om stearinlys, så jeg kunne studere om aftenen, eller at hente vand fra floden til madlavning, eller mine studieudgifter, min uniform osv. I Indien studerede jeg uden bekymring, og tog en bachelor i kemi. Gennem hele studiet i Indien fik jeg skolepenge, mad og logi gennem Dr. Sasa. Det tog alle mine byrder fra mig, så jeg kunne studere lykkeligt og fredeligt.”

Tilbage med viden

Et af de store problemer for Mara-folket er, at de få unge, der tager ud for at uddanne sig, flytter til de store byer, hvor de kan få job. De uuddannede unge rejser udenlands til Malaysia eller Singapore, hvor de arbejder som tjenestefolk. Landsbyerne bliver derfor efterladt med børn, uuddannede og ældre, hvilket er medvirkende til, at samfundene ikke udvikler sig.

Med den bevidsthed tog Dipar tilbage til Chin State med sin uddannelse, og satte alle sejl ind på at bruge sin viden om bæredygtigt landbrug, familieplanlægning og uddannelse af de unge.

 

Har levet fra hånden til munden

”I de landbrugsprojekter jeg har arbejdet med støttet at Mission Øst, arbejder jeg både med bæredygtigt landbrug, men også med beskyttelse af vores miljø, vand, jord, floden, de vilde dyr etc. Måden at beskytte vores miljø går gennem os selv i alt fra at samle vores plastik over at stoppe rygning og alkoholmisbrug til at indføre en ordentlig familieplanlægning og familieledelse. Da vi er et folk, som traditionelt har levet fra hånden til munden og ikke har haft tradition for at langtidsplanlægge vores liv, er jeg meget glad for at se, at befolkningen er begyndt at tage læringen til sig og forstår nødvendigheden af, at vi begynder at ændre vores mønstre på alle fronter, så vi planlægger både på kort og lang sigt,” fortæller Dipar og fortsætter:  

”Der er allerede rigtig mange, som er skiftet til bæredygtig landbrugsmetode. Og der er mange tiltag for at passe på miljøet. Nu er alle vandkilder i lokalsamfundene beskyttet, der er reserveret jord til dyrkning, og i landsbyerne har de flere steder bygget affaldssortering til plastikken.”

Dipar portræt

Dipar har kæmpet sig ud af fattigdommen og fået sig en uddannelse, som hun bruger til at løfte sit lokalsamfund i Chin State, Myanmar.
 

Bæredygtigt landbrug tiltrækker unge

Den viden Dipar har anskaffet sig om bæredygtigt landbrug via sin uddannelse, egen erfaring og via internettet, deler hun med landmændene. Det kan være indretning af gården, opbygning af markerne i terrasser, jordforberedelse, kompostering, frøbesparingsmetode, vandkildestyring, rørinstallationsmetode, kontrol af dæmningskonstruktion osv.

Landmændene anvender alle disse metoder på deres egne gårde, og kan se det virker, så de både beskytter miljøet, bruger jorden rigtigt og får afgrøder nok til deres familier. Og landbrugsmetoderne har vist sig at tiltrække nogle af de unge, der ville rejse væk, fortæller Dipar:  

”Efter at have delt de bæredygtige landbrugsmetoder i vores samfund, ønsker unge mennesker at blive landmænd, og de oprindelige landmænd er blevet stolte af deres arbejde. Nogle unge kommer tilbage fra Malaysia og Singapore og begynder at drive bæredygtigt landbrug i landsbyen. De unge mænd, der før har undgået at blive bønder, er begyndt at drive bæredygtigt landbrug, da det er den mest velegnede metode for Mara-folket. Selv om der er lang vej endnu før Chin State og Marafolket kommer ud af fattigdom, har Dipar nu selv oplevet, at hun trods en fattig og marginaliseret barndom med dårlig skolegang kan overkomme egne barrierer og med ny viden og hårdt arbejde være med til at løfte et helt lokalsamfund.”
 

Donér