Af Svend Løbner 4. jun 2020 | Mission Øst

Kim Hartzner: ’Jeg elsker det direkte møde ude i felten’

Hvordan er man generalsekretær i en Coronakrise? Vi har spurgt Kim Hartzner, - der ligesom øvrige Mission Øst-medarbejdere - har arbejdet hjemme under Corona-krisen.

”Jeg har det rigtigt dårligt med ikke at kunne komme afsted. Lige inden nedlukningen i marts havde jeg planer om rejser til Libanon, Syrien, Irak og Tadsjikistan. De rejser er alle sammen blevet udskudt.”

Det fortæller Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner, der har siddet i hjemmekarantæne i

Holte i over en måned.

Holder kontakt med medarbejdere i felten

Som generalsekretær er han spydspids for organisationen og skal derfor have førstehåndskontakt med både donorer og medarbejdere herhjemme og samarbejdspartnere og modtagere ude i felten.

Hvordan holder du kontakt?

”Det gør jeg via vores medarbejdere, som sender billeder, rapporter og opdateringer om, hvad de laver og oplever i mødet med modtagerne. Men jeg føler en vis afstand, for jeg har det bedst med at se resultaterne med egne øjne.

Faglig rutine i digital debat

Hvordan er det gået på det digitale hovedkontor?

”Vi har været meget rappe til at få tingene op at køre. Der gik ikke mange dage, før alle vores data var tilgængelige, og vi kunne mødes online på kryds og tværs i hele organisationen. Vi kender hinanden godt og samarbejdede allerede godt inden nedlukningen. Så vi har kunnet tage den faglige rutine og faglige diskussioner og debatter, selvom vi sidder hjemme i vores stuer.”

Fortalte minister at Mission Øst er i fuld sving

Og donorerne?

”Jeg har siddet til møde med udviklingsminister Rasmus Prehn, hvor generalsekretærer fra samtlige ngo’er i Danmark med rammeaftale med Danida var til stede. Her fik jeg lejlighed til at fortælle, at vi var i fuld sving med at dele desinfektionsmidler ud og information om, hvordan man beskytter sig. Og at vi sagtens kunne bruge 24 millioner i den akutte krise.”

Hvad sagde du til ministeren?

”Jeg appellerede til, at regeringen stiller penge til rådighed her og nu, fordi de lande, vi arbejder i, er klædt meget dårligere på, end vi selv er. Når pandemien begynder at eksplodere i de fattige lande, vil det få helt uoverskuelige konsekvenser. Det er et spørgsmål om liv eller død for rigtig mange mennesker.”

Artiklen optræder i Mission Østs magasin andet magasin i år. Magasinet kan læses online her.

Donér