Af Svend Løbner 9. jun 2020 | Mission Øst

Felicitas Flörchinger: Vi lobbyer digitalt

"Tak for opringningen. Det er meget ensomt at arbejde fra hjemmekontor, skriver Felicitas Flörchinger på Skype. Felicitas leder Mission East Deutschland, der er Mission Østs kontor i Berlin.

Men hun opholder sig lige nu i en landsby tæt ved Malaga i Spanien. Her var hun på ferie, da Corona-pandemien brød ud, og blev rådet til at blive dernede for ikke at blive smittet i fly og lufthavne. Ud over en fantastisk havudsigt er arbejdsdagen ikke meget anderledes end hjemme i Berlin.

"Jeg har i forvejen kontakt med ministerier og donorer via e-mail, telefon og Skype. Min opgave er også at lobbye og netværke, og det er en udfordring, når man ikke kan møde mennesker ansigt til ansigt," fortæller hun.

Felicitas Flörchinger leder et lille team på tre personer. Allerede sidst i februar gav hun dem lov til at arbejde hjemmefra, så de ikke skulle risikere smitte i tog, metro, sporvogne og busser. En gang om ugen holder de møde over Skype, hvor de hører til hinandens velbefindende og koordinerer den kommende uges opgaver.

"Vi har det alle sammen godt," fortæller Felicitas. "Spanien har indført strenge restriktioner. Man må kun gå ud, når man skal på apotek, til læge eller handle det allermest nødvendige."

Donér