Mange flygtninge oplever skyld og skam i forbindelse med de voldsomme oplevelser, mange har haft på deres flugt.
Krigsflygtninge har forfærdelige oplevelser i bagagen. Hvordan kommer de overhovedet videre med deres liv? Vi har spurgt Louise Schwartz fra Afdelingen for Traume- og Torturoverlevere i Odense.
Hvad får traume- og torturoverlevere til at overleve, ja overvinde minder og skader af forfærdelige krigsoplevelser? Vi spurgte Louise Schwartz, der er specialpsykolog og afdelingschef ved Region Syddanmarks Afdeling for Traume- og Torturoverlevere i Odense og Vejle. Overvindelse handler blandt andet om at finde mening i galskaben, kunne stykke sin historie sammen og indlejre livets positive oplevelser, og i det hele taget modtage anerkendelse for sin lidelser.
Relevante coping-strategier
Men det kan være vanskeligt at komme sig efter traumer, hvis man ikke har fået de nødvendige færdigheder til at håndtere modgang og voldsomme oplevelser senere i livet. ”Når man så bliver ramt af voldsomme begivenheder, er der en større risiko for, at man får mere komplekse reaktioner,” fortæller Louise Schwartz.
Hun skynder sig dog at sige, at voldsomme begivenheder vil ryste alle mennesker. Der er bare forskel på, hvordan vi reagerer og bearbejder dem.
”Det handler i bund og grund om, at man tilegner sig relevante coping-strategier. Man lærer noget om at håndtere følelsesmæssige belastninger og har dermed strategier med i bagagen, når man møder nye belastninger,” fortæller hun.
”Det overhovedet at få sagt højt, hvad man har været udsat for, og modtage anerkendelse kan i sig selv være helende.” – Louise Schwartz, specialpsykolog
Trygt tilknytningsmønster
Det har meget med tilknytningsmønstre at gøre. Har man et trygt tilknytningsmønster, kan man berolige sig selv og håndtere belastningen bedre. Det er en færdighed, man udvikler fra barnsben:
”Det trygt tilknyttede barn vil søge trøst hos moren eller faren og få ro på affekterne igen. Stressen bliver nedreguleret, så de kan gå ud og udforske verden igen. Ved utryghed reagerer barnet med angst og har svært ved at give slip på sin mor igen.”
Andre har et undvigende tilknytningsmønster, hvor de har lært ikke at vise følelser, forklarer Louise Schwartz. Og atter andre har slet ikke noget mønster at trække på.
”Det kendetegner mange som har problemer med at regulere følelser. Hver gang de kommer ud i nye angstprovokerende situationer, skal de til at finde ud af, hvordan de nu skal håndtere det. De har ikke fået fast forankret og stabile strategier for, hvordan de skal håndtere adskillelse og tab.”
At fortælle og blive anerkendt
Men det kan et behandlingsforløb rette op på, fortæller Louise Schwartz.
”Vi arbejder blandt andet med såkaldt narrativ eksponeringsterapi, der har til formål at skabe sammenhæng i patientens historie. Ved at genfortælle sin historie, får patienten gjort den mere nuanceret og meningsfuld. Ikke kun have fokus på de traumatiske oplevelser, illustreret med sten på en livslinje. Men også fokusere på de positive oplevelser i livet og illustrere dem med blomster på linjen. Store livsbegivenheder som ægteskab, fødsel af det første og andet barn osv. fortaber sig nemlig, når man har voldsomme og traumatiske oplevelser i bagagen.”
Mening i det meningsløse
I behandlingen af traume- og torturofre holder psykologen hele tiden øje med beskyttende faktorer, der kan være mental ballast og skabe følelsesmæssig balance. Her kommer sociale relationer ind i billedet: ægtefælle, børn, familie og venner. Men også religionen spiller ind.
”Religionen var med til at gøre livet meningsfuldt, før man blev udsat for de voldsomme begivenheder. Og religionen kan være med til at man finder tilbage til en form for mening, efter det forfærdelige, der er sket,” fortæller Louise Schwartz og henviser til den østrigske psykiater Viktor Frankl, der overlevede nazisternes kz-lejre og udviklede den såkaldte logoterapi om at søge mening i det meningsløse.
“Nu er jeg begyndt at leve!”
Louise Schwartz kan se tilbage på mange patienter, som er kommet tilbage til livet, og nu kan gøre ting, de ikke turde før.
En kvindelig veteran havde voldsom angst, fordi hun var blevet truet på livet, da hun var udsendt. Efter behandlingen skrev hun et brev til Louise Schwartz: ”Da jeg startede i behandling, overlevede jeg bare. Nu er jeg begyndt at leve!”
Også flere flygtninge er i behandling. I nogle tilfælde ved deres familier ikke, hvad patienterne har været igennem. De tror, at skaderne skyldes andre ting end tortur og fængsel. Det skyldes blandt andet, at der kan være skam og skyld forbundet med de svære oplevelser, man har haft.
Man undgår helst at beskæftige sig med traumerne.
”Vi forsøger altid at inddrage de pårørende og derigennem give patienterne mulighed for åbent at fortælle familien, hvad de egentlig har været udsat for. Vidnesbyrdet betyder meget. Det overhovedet at få sagt højt, hvad man har været udsat for, og modtage anerkendelse kan i sig selv være helende,” slutter Louise Schwartz.”
