En yezidi-familie på Sinjar-bjerget er blevet splittet i flere dele som følge af Islamisk Stats hærgen i det nordlige Irak. Fire medlemmer er stadig fanger hos terrorbevægelsen. Naida har 10 børn – men kun de seks af dem er hos hende. De tre ældste sønner og en datter er fanger hos terrorbevægelsen Islamisk Stat. Og hendes mands skæbne er uvis.Af Kim Wiesener, kommunikationsmedarbejder
Den 35-årige yezidi-kvinde har i de sidste par år været igennem et helvede, der har sat sig spor i hendes ansigt. En blanding af dyb resignation og knugende fortvivlelse præger Naida, hvis tilværelse blev vendt på hovedet, da IS-krigerne i august 2014 indtog hendes hjemby, Sinjar.
Naida og hendes familie forsøgte at flygte i bil, da IS-krigerne kom til Sinjar by, men de blev standset og tilbageholdt. I de næste halvandet år var hun deres fange – ude i bjergene, som hun udtrykker det. Familien var skiftevis samlet og splittet ad, men hun havde hele tiden de yngste børn hos sig. I foråret 2016 fik de omsider deres frihed, da en af de kurdiske militser arrangerede en fangeudveksling med IS. Men de fire ældste børn og hendes mand bliver stadig holdt fanget.
Et helle i børnecentret
I de sidste syv måneder har familien opholdt sig på Sinjar-bjerget, i den uformelle lejr Sardeshte, hvor titusinder af yezidier har søgt tilflugt. Her bor de i et telt og en skurvogn og klarer sig med lidt nødhjælp. Men der er koldt om natten, og børnene har svært ved at få tiden til at gå. En af sønnerne har dog fundet et helle i Mission Østs børnecenter.
Værst af alt er dog, at familien er delt. Naida ved ikke, hvad der er sket med hendes mand. Hendes fire tilfangetagne børn har hun dog hørt nyt fra i den seneste tid. Hun ved, at sønnerne, hvoraf den ældste er 15 år, befinder sig i Syrien, hvor de er blevet tvunget til at slutte sig til Islamisk Stat. Hun havde senest kontakt med dem for tre måneder siden. Og hendes ældste datter er IS-fange ikke så langt fra Mosul.
Mosul-offensiv giver håb
”Jeg talte med hende for 10 dage siden på en mobiltelefon,” fortæller Naida, der af samme grund har visse forhåbninger til, at offensiven mod Iraks næststørste by kan føre til, at hendes datter genvinder sin frihed.
Uanset om hun får sin datter tilbage eller ej, har konflikten i det nordlige Irak sat sig dybe spor hos Naida og hendes familie. Måske får hun aldrig sin mand eller sine ældste sønner at se igen. Og udsigterne til at vende tilbage til Sinjar by er ikke gode. Byen er langtfra faldet til ro, men hærges af interne konflikter mellem forskellige grupper. Og hendes hjem er en ruinhob, der er blevet både ødelagt og plyndret.
Så indtil videre bliver Naida og den tilbageværende del af hendes familie i Sardeshte. Her er de i det mindste i nogenlunde sikkerhed, også selv om den hårdt prøvede yezidi-kvinde sætter en tyk streg under sin skæbne med den meget simple sætning: ”Livet er svært her.”