Sådan føles det at være barn under krig | Mission East

Sådan føles det at være barn under krig


På Mission Østs centre i det nordlige Irak kan børn på flugt fra krigen bl.a. holde deres skolefærdigheder ved lige.

Save the Children har interviewet 450 børn inde i det krigshærgede Syrien. Den viden understreger betydningen af Mission Østs lokalcentre for børn og unge i Irak.

”Jeg føler mig vred hele tiden,” siger drengen Aboud.

”Jeg er bange for, at et fly skal bombe mig, når jeg går i skole,” siger pigen Rihab.

”Jeg hader flyvemaskiner, for de dræbte min far,” siger pigen Marwan.

Alle tre børn lever i det krigshærgede Syrien og er blevet interviewet af Save the Children i en stor ny undersøgelse af, hvordan børn inde i det krigshærgede Syrien har det.

Og den viden bekræfter betydningen af Mission Østs lokalcentre, der arbejder med at hjælpe børn og unge med traumer fra krig.

Psykisk og social støtte

Hjælpeorganisationen Mission Øst driver seks lokalcentre i Irak, hvor børn og unge, som er mærket af krigen, kan lege trygt, lære at læse, skrive og regne, tale med en voksen eller blive henvist til professionel psykologhjælp.

Men hvad sker der inde i hovederne på børn og unge i krig?

Det kan rapporten fra Save the Children nu mere specifikt fortælle. Som noget helt unikt har de interviewet 450 børn i Syrien, der ligesom Irak er hærget af årelang krig. Undersøgelsen viser, at børn i krig er rædselsslagne ved beskydning og luftangreb, bekymrede for fremtiden, og fortvivlede over ikke at kunne gå til skole.

Børn bliver mere aggressive

At være udsat for krig i årevis kan have enormt skadelige virkninger på børn, som kan reagere med alt fra tilbagetrækning og aggression til selvskade og selvmordsforsøg.

Undersøgelsen fra Save the Children afslører blandt andet at:

89 procent af de adspurgte siger, at børns adfærd viser mere og mere angst og nervøsitet som krigen fortsætter.

80 procent siger, at børn og unge er blevet mere aggressive.

48 procent af de voksne har set børn, der har udviklet taleproblemer siden starten af ​​krigen eller helt har mistet evnen til at sige noget.

49 procent siger, at børnene regelmæssigt eller altid har følelser af sorg.

Savner at komme i skole

Halvdelen af ​​de adspurgte fortæller, at volden i hjemmet er steget. Og alle siger, at manglende skolegang har en enorm psykologisk indvirkning på børns liv.

Netop derfor anbefaler Save the Children de såkaldte psykosociale centre, hvor børn både kan tale ud om deres følelser og indhente tabte skolekundskaber i et trygt miljø.

Mission Øst driver fem lokalcentre for børn og unge forskellige steder i Irak og et mobilt center, som tager ud i nye områder og møder de børn, som lige er flygtet væk fra krigsområder.

Læs mere om Save the Children’s undersøgelse af krigsramte børn her