Mission Øst hjælper fordrevne yezidier med at genetablere sig i Sinjar | Mission East

Mission Øst hjælper fordrevne yezidier med at genetablere sig i Sinjar


Hassans butik er totalt vandaliseret af IS. Nu får han byggematerialer og hjælp til arbejdsløn, så han kan åbne butikken igen.
Mission Øst hjælper fordrevne yezidier med at genetablere sig i Sinjar
Mission Øst hjælper fordrevne yezidier med at genetablere sig i Sinjar

Tre år efter Islamisk Stat fordrev det yezidiske mindretal, myrdede mænd, voldtog kvinder og bortførte unge piger som sexslaver, vender yezidierne nu tilbage til området og byen Sinjar, hvor Mission Øst hjælper dem med at opbygge en tilværelse på ny.

Den 3. august 2014 blev skæbnesvanger for det yezidiske mindretal i Nordirak. Islamisk Stat angreb byen Sinjar og spredte skræk og rædsel blandt den yezidiske befolkning. IS-krigere gik amok og dræbte mænd, voldtog kvinder og bortførte unge piger som sex-slaver.

Tusindvis af overlevende flygtede op på det golde Sinjarbjerg, hvor de måtte undvære mad og drikke i flere dage, inden luftbombardementer afskar IS-krigerne og skabte en korridor, så mange yezidier kunne flygte videre.

Gav husly og udstyr til opbevaring og hygiejne

Men over 10.000 blev på bjerget og har nu opholdt sig i en lejr i tre år. Den danske hjælpeorganisation Mission Øst har hjulpet dem med presenninger og byggematerialer til telte og inddækninger og blandt andet sørget for kogegrej, vandbeholdere og hygiejneartikler, så de fordrevne kan opretholde deres sundhed og personlige værdighed.

Mission Øst driver også to centre, hvor børn kan tegne og tale sig ud af deres traumatiske oplevelser. Her lærer de også at læse, regne og skrive, så de kan genoptage deres skolegang. De unge får træning i et fag eller håndværk, som hjælper dem med at komme videre i livet.

Landbrugseksperter oplærer befolkningen

I dag - tre år efter Islamisk Stats invasion og voldsomme overgreb - er yezidierne begyndt at vende tilbage til Sinjar-distriktet og distriktshovedstaden Sinjar. Mission Øst følger de hjemvendte til deres ødelagte by og hjælper dem med at opbygge en normal tilværelse igen.

Deres huse skal genopbygges, og de skal selv have noget at leve af. Mission Øst har blandt andet igangsat to levebrødsprojekter: grøntsagsdyrkning og biavl. Her lærer omkring 600 familier at dyrke og sælge grøntsager, og 50 familier lærer at producere og sælge honning. Indsatsen kommer omkring 3.600 mennesker til gavn.

- Vores landbrugseksperter har oprettet to planteskoler i Sinjar for at kunne levere kimplanter til 159 drivhuse og 500 køkkenhaver op til efterårssæsonen, fortæller Mission Østs landechef i Irak, Charles Silva.

Landbrugspersonalet har også uddelt ​​biavludstyr til 50 modtagere, herunder beskyttelsesudstyr, håndteringsværktøjer og ni bikuber med bier til hver, oplyser landechefen. Alle biavlsmodtagere har gennemgået et intensivt kursusforløb på 15 dage i at producere og sælge honning.

Genetablerer butikker, som blev vandaliseret af IS

- Desuden er Mission Øst ved at hjælpe med genetablering af 25 butikker i den nordlige del af Sinjar, butikker, hvor mange blev totalt vandaliseret af IS’ invasion den 3. august 2014, fortæller Charles Silva.

Mission Øst har leveret reparationsmaterialer, arbejdskraft og penge til at oprette varelager. Samtidig har butiksejerne modtaget undervisning i forretningsførelse. En gennemtænkt forretningsplan skal sikre dem de bedste muligheder for at skabe sig en indkomst.

Mission Øst har hjulpet over 150.000 fordrevne irakere, siden IS begyndte at hærge landet i sommeren 2014. Den danske hjælpeorganisation var de første til at uddele mad og anden basal nødhjælp i og omkring Mosul. Hjælpen fortsætter – både i Mosul, på Sinjar-bjerget og desuden i den store Daquq-flygtningelejr udenfor Kirkuk.