Salg af syltetøj sikrer børnene mad hver dag | Mission East

Salg af syltetøj sikrer børnene mad hver dag


Afghanistan, 2009. I grupperne lærer kvinderne at konservere maden på en sikker og effektiv måde, så den kan holde vinteren over. Foto: Mission Øst.

Ligesom Fatimas børn i flygtningelejren, som Mission Øst besøgte i 2001, er der stadig mange familier i Afghanistan, der må gå sultne i seng. Mission Øst træner derfor kvinder i at kunne forsørge sig selv og deres familier.

Når 35-årige Sayerah tænker tilbage på tiden før, hun åbnede sin lille virksomhed, er det med gru. “Det var så slemt og skræmmende. Min mand er daglejer, men der var tit intet arbejde at få, og vi havde svært ved at skaffe bare ét ordentligt måltid om dagen til vores ni børn,” fortæller hun. Vintertøj og andre nødvendige ting turde hun slet ikke drømme om.

Høj børnedødelighed

Sayerah bor med sin familie i Badakhshan i det nordlige Afghanistan, og livet i de høje bjerge er barskt: Isnende kolde vintre, bagende hede somre og jævnlige naturkatastrofer og konflikter, der jager folk på flugt. De fleste kvinder må stå igennem mere end en håndfuld børnefødsler, og mange børn overlever ikke deres første år. Den høje børnedødelighed skyldes vandbårne sygdomme og dårlig ernæring, og Mission Øst arbejder derfor i området med at etablere vandsystemer, træne i hygiejne – og sikre familierne et levegrundlag.

Effektiv metode til selvforsørgelse

For at blive i stand til at forsørge sin familie, blev Sayerah deltager i én af Mission Østs fødevare-grupper. Kvinderne modtager træning i fødevareforarbejdning og i, hvordan de kan etablere deres egen lille virksomhed. Metoden har vist sig effektiv til at give fattige familier i bjergene et livsgrundlag. Når først kvinderne har fået en smule træning og starthjælp, udviser de stort gåpåmod og begejstring for at sælge den mad, de tilbereder, og det giver dem penge til at kunne forsørge deres familie.

50 glas konserves om ugen 

“Da projektet startede, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle få ud af det. Hvordan skulle jeg starte en virksomhed uden startkapital? Men Mission Øst hjalp mig med at lave en forretningsplan og gav os nogle råmaterialer og træning, så vi kunne komme i gang,” fortæller Sayerah. Hun producerer nu omkring 50 glas om ugen med syltede grøntsager, tomatsauce og kirsebærsyltetøj, som hendes mand sælger på lokale markeder og hos opkøbere. Familien tjener omkring 750 kroner om måneden  på deres salg, og det gør, at Sayerahs ni børn nu kan få ordentlig mad hver dag. “Jeg kan også købe vintertøj til mine børn, uddannelse og lidt kosmetik til mig selv. Tak til Mission Øst og Danmark for at hjælpe fattige mennesker som os,” afslutter hun.